Dansk
Gamereactor
hardware-tekster

Logitech G Cloud

Logitech lancerer nu deres kontroversielle håndholdte herhjemme - er den noget for dig?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Logitech har som regel styr på deres ting. De laver solide accessories via deres G-serie til spilentusiaster verden over, deres kontorgrej, og særligt MX-serien, har en særlig plads kontorrotternes hjerter og de diverse Astro-headsets er generelt til at stole på også.

HQ

Men selv med den erfaring i ryggen var der mange der kløede sig let i hovedbunden da de løftede sløret for Logitech G Cloud, en håndholdt uden reelle hestekræfter om bord, men som nærmest udelukkende er designet til at streame spil, enten lokalt via din Xbox-konsol, eller gennem skyen som via xCloud eller Nvidias GeForce Now.

Det lyder måske lidt som "blue sky thinking" i skrivende stund, at skyen skulle være parat til at levere en så solid og konsekvent spiloplevelse, at vi vil slæbe en dedikeret håndholdt med os rundt, fra metroen til sommerhuset, og forvente at kunne tilgå Halo Infinite på et øjeblik og uden dikkedarer. Ikke bare det, man ville fortsat kunne argumentere for at en bærbar kan det samme, en enhed du efter al sandsynlighed allerede ejer, eller en smartphone, en enhed du efter al sandsynlighed altid har på dig alligevel.

Logitech G Cloud

Men produkter har før kunne etablere et eksistensgrundlag nærmest udelukkende gennem bekvemmelighed, ved at samle en tidligere forvirrende oplevelse, og gøre den simplere og lettilgængelig. Det leder os til selve konstruktionen, som faktisk er svær at sætte en finger på på mange måder. Den er ret pæn, tenderende til anonym, dog med en slående grøn kontrastfarve på menuknappen og under analogpindene. Den er utrolig let, og vejer bare 463 gram, og den er mere ergonomisk tilfredsstillende end eksempelvis ROG Ally og Steam Deck lagt sammen. Den her form er næsten perfekt. Det 23.1Whr batteri holder let i fem, hvis ikke syv, timer, som er mange, mange gange det du kan forvente af de to førnævnte maskiner, og mere end jeg får fra min Switch OLED. Knapperne er responsive, der er microSD til at udvide de 64GB du får med, der er Bluetooth 5.1, 2x2 MIMO support fede stereohøjtalere.

Dette er en annonce:

Selve displayet er 7" i 60Hz, det er et IPS LCD i 1080p med touch også, men det bedste er uden tvivl at den let kan præstere 450 NITS, som gør oplevelser på din lille skærm overraskende gode.

Selvom at opsætningen sker via en kluntet Android 11-brugerflade, så har Logitech designet deres eget OS overlay, og det er overraskende velfungerende. Du har lynhurtig adgang til de applikationer hvorfra du spiller, og takket være Qualcomms Snapdragon 720G så kan du uden problemer starte, stoppe og samle op fra disse apps uden at føle at du skal vente.

Fra hardware til software, så føles G Cloud som et ret præcist designet produkt, som uden tvivl er et resultat af en ret specifik vision for hvad en "cloud"-baseret håndholdt i 2023 skal være. Det er virkelig svært at finde en indfaldsvinkel til sønderrivende kritik, når hardwaren og brugeroplevelsen er så responsivt designet, det er det virkelig.

Logitech G Cloud
Dette er en annonce:

Men det er jo heller ikke hele humlen her, er det vel? Det som Moriarty" kalder "the final problem" er ikke om hvorvidt G Cloud føles godt i hænderne, har et godt display eller fine højtalere. Det handler om, hvorvidt en maskine, der udelukkende streamer indhold, har en plads i selv det mest moderne hjem, det mest moderne samfund i 2023. Sandheden er dog, at det er utrolig svært at svare på. Nogle brugere i Gamereactors kommentarfelt benytter sig af xCloud hver dag, angiveligt, nogle sværger til GeForce Now, andre bruger Steam Link til at beame spil fra gaming computeren direkte til en eller anden form for håndholdt enhed. Andre mener at disse teknologier enten er for dyre, for besværlige, eller bare ikke ønsker en spiloplevelse der ikke afvikles mere konsekvent og jævnt fra god gammeldags hardware.

Jeg falder i de fleste tilfælde i sidstnævnte kategori, og jeg må stadig sande at selvom at xCloud, GeForce Now og PlayStation Plus streaming en dag bliver fremtiden for den måde vi konsumerer spil, så, som Aragorn siger; "but it is not this day". Jeg synes fortsat er der er for høj input lag, og der er fortsat en for høj komprimering af grafikken på skærmen og en manglende skalering af brugerfladeelementer til at man kan danne sig det nødvendige overblik når man spiller. Nogle spil egner sig bedre til streaming end andre, jeg anmeldte eksempelvis G Cloud sideløbende med Redfall, og måtte til sidst droppe at teste de to ting samtidig, eftersom Redfall har enormt meget input lag når det bare afvikles almindeligt fra en Xbox Series-konsol. Forza Horizon 5 fungerede, heldigvis, langt bedre, ligeledes gjorde Halo Infinte, A Plague Tale: Requiem og Outer Wilds.

G Cloud fungerer kun på WIFI, der er ikke noget 5G-modem her. Det betyder naturligvis at du ikke skal betale et dataabonnement for at få det meste ud af din konsol, men det betyder også at du er "bundet" til det sted du befinder dig, og det sted du befinder har bare at have godt WIFI.

Jeg vil dog sige, og her bliver det uhyggelig subjektivt, jeg har faktisk fået en række glimrende oplevelser ud af lokal Xbox streaming, hvor indhold sendes direkte fra min Series X ved siden af fjernsynet til min håndholdte. I en travl hverdag hvor min ældste søn gerne vil så noget så ækelt som Cocomelon, eller Børste på Ramasjang, eller hvor min kæreste gerne vil se 18:30'eren efter børnene er puttet, eller at fjernsynet måske bare er slukket, så kan jeg fortsætte præcis hvor jeg slap på G Cloud. Vi har 1000/1000Mbps hos os, og generelt synes jeg at disse lokale streaming-løsninger fungerer uden videre problemer på G Cloud - det samme gør sig iøvrigt gældende for Steam Link.

Det er dog et ret specifikt use case, det er jeg med på, og havde jeg store børn der blev på deres værelser, så ville jeg nok reserverer mere tid foran fjernsynet. Heller ej ville jeg tage G Cloud med i sommerhus, hvor WIFI-forholdene ikke er lige så gode. Der er et meget smalt behov for mig personligt, et behov som Sony i øvrigt satser på at PS5-ejere har med den kommende Q-Lite, men jeg hører altså til i den kategori.

Logitech G Cloud

Så med det in mente kan jeg faktisk anbefale G Cloud, hvis du ønsker en semi-lokal streaming-håndholdt til hjemmet, når luksustronen foran tossekassen er optaget. Men der er ét gigantisk problem her - prisen.

Så hvad synes du at G Cloud skal koste? 1200 kroner? 1800 kroner? Hvad med 2699... Yes, den koster godt det samme en The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom-inspireret Switch OLED-konsol, en basic Steam Deck koster dig bare 400 kroner mere. Det er alt, alt for meget, og når nu dens eksistensgrundlag er tyndt for de fleste, så er dette så tilpas langt over impulskøbsgrænsen at det bliver langt sværere at anbefale G Cloud, selvom at hardwaren er noget nær sublim, og jeg nød min tid med den under de specifikke forhold beskrevet ovenstående.

Det er langt fra en katastrofe, dog. G Cloud baner vejen for spændende udviklinger på det håndholdte marked, og det er vildt hvor tæt på målstregen Logitech er kommet i første omgang. Det er en radikalt anderledes måde at forestille sig håndholdt gaming end Asus ROG Ally, og den er måler man overfor den dyreste Steam Deck, eller en Z1 Extreme-udstyret ROG Ally, så er den billigere, en del også. Men den er stadig for dyr, og de penge bliver brugt på et stykke hardware, der kun virker igennem software fra tredjeparter. Logitech placerer G Cloud i Microsofts, i Valves i Nividias hænder, og hvor meget du nyder den oplevelse den kan leverer afhænger nærmest udelukkende af hvad de præeksisterende forhold med disse tjenester er.

Er den så 2699 værd?

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold