Markedet for gamingmuse byder på stor variation. Uanset om du leder efter en letvægtsmus, en med mange knapper, med kabel eller uden, så er mulighederne rigelige. Logitech udvider nu deres sortiment med Logitech G Pro X Superlight 2 Lightspeed, der, som navnet antyder, er en letvægtsmus, der udnytter virksomhedens proprietære Lightspeed-forbindelsesteknologi. Jeg har testet musen gennem et par uger nu og er temmelig imponeret.
Det første, du formentlig vil bemærke, når du pakker Superlight 2 Lightspeed ud af æsken, er dens vægt - eller rettere sagt: Du bemærker stort set ikke vægten. For med en vægt på kun 60 gram er denne mus let som en fjer, og takket være den glatte, gummiagtige base glider den ubesværet hen over en musemåtte. Dette spiller godt sammen med den forbedrede indbyggede Hero 2 Sensor, som lover op til 32.000 DPI, en polling rate på 2K og en meget hurtigere sporingshastighed, hvilket alt sammen betyder at Superlight 2 Lightspeed excellerer i nøjagtighed og reaktionsevne. Hvis det ikke var nok, tager Lightspeed-teknologien det hele til næste niveau, da du (forudsat at du har en ekstra USB-A-port) kan bruge en kablet forbindelse til at reducere trådløs lag og forbedre nøjagtigheden og reaktionsevnen endnu mere.
Jeg bemærkede dog ingen mærkbar forskel på nøjagtigheden og reaktionsevnen af Superlight 2 Lightspeed, når musen var tilsluttet henholdsvist via kabel og trådløs forbindelse (sidstnævnte sker automatisk, når du fjerner kablet). Eftersom batterilevetiden på denne enhed også er enestående, og Logitech lover en 95-timers levetid (en påstand, jeg ikke har nogen grund til at modsætte mig), så er der ingen mærkbar fordel ved at bruge den ene forbindelsestype frem for den anden. Jeg brugte dog musen via kabelforbindelse en større del af tiden.
Musens byggekvalitet er også ganske god, eftersom den er konstrueret af højkvalitets-plastik. Den er fast og solid, men alligevel let, og du behøver slet ikke at bekymre dig om at komme til at beskadige knapperne eller rullehjulet ved brug. Logitech har benyttet sig af et par snedige tricks til at nedbarbere enhedens vægt, såsom at udhule rullehjulet og lave et lille hulrum på undersiden, hvor du kan opbevare Lightspeed-adapteren eller gøre musen et par gram lettere ved at fjerne den. Ellers holder denne mus utrolig lav profil med blot fire definerede knapper (to af dem tommelfingerknapper), farver i sort og hvid (lige på nær det sølvfarvede Logitech-logo, og selvfølgelig afhængigt af hvilken farvepalette du foretrækker blandt de tre tilgængelige), og det eneste andet iøjnefaldende designelement er et lille LED-lys, der fortæller dig, om musen er tændt eller slukket, uden at skulle vende den om.
Da dette er en Logitech-enhed, kan du også bruge G Hub-softwaren til at tilpasse Superlight 2 Lightspeed en smule. Herfra kan du gemme yderligere profiler og hurtigt skifte mellem dem, og du kan også tjekke musens batteriprocent, hvilket desværre ellers ikke er muligt. Der er ikke alverdens tilpasningmuligheder i denne software, men der er dog muligheder for at justere musen yderligere hen mod dine foretrukne indstillinger.
Dette er en gamingmus designet til spillere, der ønsker og har brug for responsiv og præcis sigtning. FPS-fans vil hurtigt forelske sig i denne mus og dens rudimentære, men alligevel avancerede systemer. Men det store spørgsmål er selvfølgelig, om denne forholdsvis enkle mus er prisen på 169 euro værd? Med tanke på, at Razers DeathAdder V3 sælges til en meget billigere pris, ligesom HyperX's Pulsefire og endda Logitechs grundlæggende Superlight-model, så må det højere prisskilt skyldes kompabiliteten med Lightspeed. Du kan kun selv svare på, om det er det værd at punge ekstra ud for et par milisekunders bedre reaktionsevne.
Der er ingen tvivl om styrkerne ved denne mus. Byggekvaliteten, brugervenligheden, det enkle, men elegante design, kompatibiliteten med G Hub og mulighederne for både kablet og trådløs forbindelse. Der er virkelig meget at værdsætte ved Logitechs nye mus, men det er en dyr gadget, det kan man ikke komme uden om.