Logitech Mobi Fold
Det er efterhånden mange, mange år siden Microsoft lancerede deres Arc Mouse, et design vi i adskillige omgange erklærede som værende genialt. Vi slog sågar fast, at vi nok ville komme til at se et hav af copcyats, der ligeledes var interesserede i at lancerer mus der sparer plads i tasken. Men trods en enkelt lancering hist og her, så nej - markedet fulgte, til vores store forundring, ikke trop.
Eller nu gør det så. For Logitech har lanceret Mobi Fold.
Mobi Fold er ikke helt ligesom Arc Mouse, men ideen er den samme. I stedet for at være udstrakt, og hvor et "knæk" skaber ergonomien og formen du kender, så er Mobi Fold sammenfoldet (sjovt nok), og idet den foldes ud får du nogenlunde samme form. I brede træk flugter formen med de mus du kender, men forskellen er, at der er luft inde under. Det skaber en vægt på 79 gram, og en form på 21x66 millimeter når den er sammenfoldet - altså næsten ligesom et stort AirPods-etui.
Overraskende nok er den udstyret med en PAW3222, der præsterer 4000DPI - slet ikke dårligt. Desuden kan du holde 32 dage på en enkelt opladning, og det er ikke kun med Bluetooth. Den er kompatibel med en Logi Bolt USB dongle, og holder nogenlunde det samme i det scenarie.
Du tænker nok primært på komfort her, og jo, der er små betænkligheder, ligesom der var og er med Arc Mouse. Hånden kan ligesom godt "mærke" instinktivt at det her er en papirstynd form, der forsøger at efterligne noget solidt, og det kan gøre hånden lettere anspændt under forlænget brug i min optik. Det er jo et ret åbenlyst kompromis, et som Logitech ikke forsøger at skjule. Det vil altid være mere komfortabelt at sidde med en gigantisk, tung MX Master end en Mobi Fold, men her taler vi om en gylden mellemvej mellem funktionalitet og kompakt design.
Når man tager det i betragtning, så kommer Logitech faretruende tæt på mål her i første omgang, med en mus der er responsiv, velkonstrueret og uhyre kompakt, uden at ofre en god sensor, eller batterilevetiden - og så er der alligevel én ting. Mobi Fold er ikke udstyret med noget fysisk scroll wheel, men har i stedet et touch-baseret et af slagsen. Det har Apples Magic Mouse i grunden også, det samme med Arc Mouse, men her er det simpelthen ikke responsivt nok. Først og fremmest er det afgrænset til et lille pilleformet område, der tager form efter et fysisk scroll wheel - det her område er for lille, og fingeren kan ikke mærke instinktivt om det er inden for området. Resultatet er at man misser målet, scroller for langt, scroller for kort på alle måder er upræcis. Det her scroll wheel er bare ikke godt nok.
Det kan selvfølgelig indstilles, pilles ved og forbedres, og man skal ikke undervurdere ens egne evner til at "lære" den at kende over længere tid end jeg har testet. Men det er Mobi Folds ene store kompromis, der synes svær at sluge, særligt når nu der let kunne have været et lille fysisk scroll wheel installeret.
Derudover er det her en bundsolid omgang for at være helt ærlig. Jeg har længe været fan af Logitechs brugervenlige designprofil, og det fortsætter her. Men mest af alt er jeg bare glad for, at kompakte mus som Arc Mouse har inspireret designs som dette.


