Skip to main content
Hardware

Logitech Wireless Solar Keyboard K750

Logitech er klar med deres bud på fremtiden for tastaturer, og den drives af solceller...
Thomas Blichfeldt 10 august 2013

Kald det bare underligt, men for mig er der få ting så tilfredsstillende i min daglige computerbrug som at finde et keyboard, der gør alt hvad det skal, helt uden at gøre opmærksom på sig selv. Ingen underlige knirkelyde, unødvendige funktioner eller knapper, der kræver for hårde tryk, er opskriften på et godt keyboard, og alle kvaliteter som det originale Logitech K750 råder over.

Det første man bemærker er den aldeles flade profil, og med en højde på kun 0,8cm har tastaturet nærmest en tendens til at forsvinde "ned" i din bordplade, medmindre du hæver det med de påmonterede føder. Det ser både lækkert ud og giver en behagelig oplevelse når man tager det i brug.

Foruden den lave profil er det dog solcellerne, der stjæler opmærksomheden - og ja, du læste rigtigt: solceller. K750 udmærker sig nemlig ved konstant at oplade sig selv gennem solcellerne, der både aktiveres af kunstigt lys (lamper og dets lige) samt sollys, og det virker ganske upåklageligt.

Medmindre Logitechs måleprogram har en tendens til at lyve, har tastaturet på intet tidspunkt i de måneder, jeg har brugt det, dykket under 98%. I stedet har det faktisk holdt sig på et kernesundt 100% størstedelen af tiden, og det på trods af at lysforholdende har været varierende.

Selv fortæller Logitech at tastaturet har nok strøm til tre måneders brug i absolut mørke, og uden at have haft mulighed for at teste det, er jeg villig til at tro på dem. Skulle du alligevel blive lidt nervøs for strømbrugen, kan den dog altid tjekkes med et enkelt klik på den dedikerede solknap, hvis du vel og mærke har hentet og installeret den 3mb lille Solar App.

Med så elegante løsninger bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Logitech har valgt at gøre brug af lavprofilstaster, hvor tasternes trykdistance (distancen mellem hvor tasterne sidder monteret som standard, og hvor langt de kan trykkes ned i tastaturet) er på kun 0,5cm. Med så lille en distance er der ikke meget at arbejde med, og alligevel er man aldrig i tvivl om hvorvidt man har ramt en knap eller ej.

Tastaturet er yderligere blevet designet med dybde i knapperne, således at man nærmest føler at fingrene glider på plads, hvis man skulle ramme dem på siden eller lignende.

Jeg ville gerne have haft, at knapperne var lavet med en smule mindre modstand i trykket, som Logitech eksempelvis gjorde med min nuværende tastatur-darling Logitech Illuminated Keyboard, men det er kun efter lang tids brug at det har ført til minimal gene.

Resten af tastaturet er sparsomt formet. F-tasterne har fået dobbeltfunktion gennem en genvejstast, men egentlige Play, Rewind og Lommeregner-taster er heldigvis sparet væk for at holde designet helt stilrent.

Stilren og snedig er for øvrigt også Logitechs løsning på USB-problemerne, hvor vi alt for ofte oplever hvordan både trådløse mus og keyboards kræver hver deres port. Sådan er det ikke her, og hvis du ellers har et trådløst Logitech-produkt at nyere dato, vil du kunne glæde dig over at den medfølgende mikroskopiske USB-dongle vil kunne bruges til flere produkter på samme tid.

K750 er en lækkerbisken hvis man er på udkig efter et stilrent tastatur til almen kontorbrug, men vil ikke gøre sig særlig godt hvis man også har tænkt sig at bruge det til et par runder Counter-Strike eller lignende - til det er tasterne og profilen for lav. Yderligere fortjener Logitech også ros for at have lavet en snedig strømløsning, som ikke kun virker, men har fået mig til at håbe på at flere vil vælge den samme løsning i fremtiden.

Fuld profil 6.943 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.