Her på Gamereactor ser du os sjældent anmelde det seneste Mick Øgendahl show, eller tage hul på det nyeste satireprogram på TV2. Men af en eller anden årsag hægtede både jeg selv og min søde kæreste Klara os ret tidligt på hele ideen om LOL, der trods et ret irriterende navn gemmer på så genial en præmis, at det kan overtale selv den hårdeste kritiker.
Et hold komikere låses inde i et rum, og her må de ikke grine, men de skal dog få hinanden til at grine. Så simpelt kan det siges, men bag den simple præmis gemmer sig faktisk et overvejende strategisk spil, der ikke bare får en til at trække på smilebåndet, men kan være underholdning i bedste klasse.
Jeg siger "kan" fordi det kommer naturligvis, til dels, an på om hvorvidt man godt kan grine af Tobias Dybvad, eller Rasmus Botoft, eller Søs Egelind. Er man totalt apatisk indstillet overfor dansk komik, og danske komikere, så er det selvfølgelig svært at sænke paraderne tilpas til at lade et koncept som LOL virke, men jeg må dog alligevel sige at jeg netop har været en af skeptikerne - og jeg elsker det her.
Eller, det vil sige, jeg elsker de to første sæsoner af LOL, hvilket leder mig til denne Halloween-special, der på en eller anden mærkværdig måde er en slags stand-in for en tredje sæson (Amazon siger at det ikke er netop en stand-in, men de har ikke afsløret en tredje sæson, og sådan en skulle ellers gerne lande ved årets udgang), og som kun består af halvdelen af afsnittene. Ja, denne Halloween-special er sjov, fordi LOL er sjovt, men det er også en lidt mindre ambitiøs udgave af samme præmis, der får lidt mindre pusterum, og som derfor fremstår lidt... ja, mindre sjov.
Tag ikke fejl; det er et solidt line-up. Rasmus Bjerg er stadig, om det er som Mr. Poxycat eller sågar som genial supplerende karakterskuespiller i Dolph & Wulff (seriøst, Dolph er forfærdelig men Peder Pedersens og Bjergs karakterer er fantastiske), decideret mesterlig i fremtoning, mimik og komisk kunnen, og der er ingen decideret svage led her. Men det er som om at det hele er lidt forhastet. Denne gang dyster deltagerne i par, men det skaber ikke en dybere taktisk dimension, eller gør eskapaderne i studiet sjovere, desværre.
Samtidig lader det til at være en slags all-stars gruppe fra tidligere, som betyder at der slet ikke er den der løssluppenhed der prægede de to første sæsoner, hvor det blev tydeligt at nogle af disse komikere simpelthen ikke evnede at holde smilet tilbage mere end fem minutter ad gangen. Jo, Dybvad er slet ikke egnet til den her præmis, da han simpelthen er for lattermild, men for første gang er der lidt pusterum i midten af de fire afsnit, hvor det hele ligesom går i stå. De er simpelthen for trænede efterhånden.
Nej, i stedet ender det, sjovt nok, at trække lidt i langdrag, og det er også selvom det kun er halvdelen af episoderne, og det er en lidt sjov fornemmelse, når man som jeg virkelig sluger det her koncept med hud og hår. Måske der mangler en skikkelse til som netop Bjerg. Måske der mangler en Rasmus Botoft, en Martin Buch eller sågar en Andreas Bo Larsen - jeg siger ikke at den ene eller den anden er sjov, eller sjovere end de andre medvirkende her, men der er en mere mærkbar mangel på konkrete gakkede indslag den har gang, selvom der dog er masser af højdepunkter.
Men samtidig; måske er mine forventninger allerede høje. Herunder placerer jeg lige to klip, hvor Martin Brygmann (uanset hans personlige historik er det her stadig bare ret sjovt - jeg forsvarer ikke hans person) og Rasmus Bjerg hver især folder sig ud. Denne Halloween-special leverer ikke lige sådanne øjeblikke, men derfor er det stadig virkelig velkonstrueret underholdning, der oser af præcis samme spidsfindighed som gode game shows fra 00'erne - en skide god idé, som man føler man kan se igen og igen.