Det japanske studie Grasshopper Manufacture er kendt for sine voldelige og skøre actionspil, og særligt under den syvende konsolgeneration var de særdeles aktive på udgivelsesfronten. En af de mest populære titler fra denne periode var Lollipop Chainsaw, der udkom til PS3 og Xbox 360 tilbage i 2012.
Her spiller man som Juliet Starling, der med hjælp fra en motorsav og sin kærestes afhuggede hoved, forsøger at stoppe en zombieinvasion. Spillet er aldrig udkommet til PC og er heller ikke tilgængeligt gennem bagudkompatibilitet, og netop det er baggrunden for, at en remake netop er blevet annonceret.
"We, the original development staff on Lollipop Chainsaw, think of the game as very precious to us, and did not want to leave it in limbo, where players who want to play it cannot. As such, we purchased the Lollipop Chainsaw intellectual property from Kadokawa Games, and decided to develop a remake," fortæller Yoshimi Yasuda, der fungerede som executive producer på det originale spil.
Yoshimi Yasuda forlod tidligere på året Kadokawa Games for at starte sit eget studie Dragami Games. De skal nu forsøge at bringe Lollipop Chainsaw til moderne platforme, men da deres motivation primært er at gøre spillet tilgængeligt for nye spillere, skal man nok ikke regne med gennemgribbende ændringer.
Dog skriver Yoshimi Yasuda, at der vil blive indspillet ny musik, da de 15 licenserede sange fra originalen vil være vanskelige at skaffe rettighederne til. Udgiver går også efter "a more realistic approach to the graphics this time," for at få det maksimale ud af den kraftigt forbedrede hardware.
Lollipop Chainsaw Remake er annonceret til 2023, og foreløbigt er der ikke afsløret nogle platforme.