Lost Horizon

Da jeg i begyndelsen af Lost Horizon mødes af en rejsemontage, som taget ud af en Indiana Jones film, finder jeg det passende selv at supplere med John Williams' velkendte toner. Temaet er nærmest det eneste, som spillet mangler for at være et glemt filmmanuskript i bunden af George Lucas' skrivebord.

Ganske rammende, er Lost Horizon et adventurespil. Og lige fra hovedpersonen, den godhjertede slyngel Fenton Paddock, til plottet om jagten på en mystisk civilisation, og skat, gemt væk i det uudforskede Tibet, er Lost Horizon en hyldest til manden med hatten og pisken. Da spillet foregår i 1936 er det selvfølgelig hemmeligheder som nazisterne også vil have fingrene i.

Lost Horizon har en lignende entusiasme som i de eventyrnoveller børn i 50´erne læste. Dem hvor forsiden altid blev prydet med ord som: "Fantastiske Eventyr!", "Halsbrækkende Spænding!", "Gådefulde Mysterier!".

Det der imponerede mig mest i Lost Horizon, var derfor tempoet i spillet. Normalt er adventuregenren af natur en langsom affære. Fyldt med stille grublen og undersøgende undren. Når de rigtige hjerneceller så sættes i gang, og den korrekte dingenot bruges på den tilhørende dims, er spillet i bevægelse. Indtil den næste forhindring.

Lost Horizon undgår nogle af genrens faldgruber ved at være et spil hvor tempoet er højt. Til dels kommer det af Indiana Jones-formlen, hvor du trævler verden tynd, men det skyldes især at sværhedsgraden i spillet er så lav som den er. Spillets puzzles er ofte simple affærer og små ikoner fortæller dig hurtigt, hvad der kan kombineres med hvad.

At spillets historie er ligeså simpel, er et af spillets store akilleshæle. Vores hovedperson, Fenton Paddock, har sine øjeblikke. Men han mangler charmen og humoren, der var en så integral del af Harrison Fords præstation. Når spillets resterende karakterer er endnu tyndere og monotone i skildringen, er der kun jagten på skatten, og eventyret, tilbage.

Fenton Paddock kommer vidt omkring i sit kapløb med nazisterne. Steder som en indisk jungle, og det Hitler-styrede Berlin under OL, er indbydende, og opfordrer til udforskning. Spillet er dog overordentlig dårlig til at indgyde betydning og dramatik i Paddocks rejse, som handlingen skrider frem. Den store hemmelighed der ligger gemt i Tibet, bliver sågar afsløret med et tilfældigt fund af en journal, der overfalder spilleren med abstrakte betydninger og vage begreber.

Efter lidt tid med spillet føler du dig som en hjælpeløs turist. En turist, der slæbes rundt til det ene digitale feriested efter det andet, uden at spillet engagerer dig i det hæsblæsende eventyr. Det samme går igen i spillets puzzles, der ofte er så dårligt designede, at du ikke aner hvorfor du lige har puttet istapper i en hjemmelavet trykkoger. Bortset fra at du kunne selvfølgelig.

Du sidder tit og klikker tilfældigt med musen, for at finde udviklernes sære logik. Spillets simplicitet gør dog at fremskridt sker så ofte, at det ikke er irritation du føler, men snarere ligegyldighed. Dine handlinger mister mening og kontekst, når du ikke forstår hvad spillet vil have dig til, og det er ikke en rar position at være i som spiller.

Trods inspirationen, er Lost Horizon det mest ufarlige spil jeg har spillet siden syvkabale. Dermed ikke sagt at spillet er elendigt. Der er fornøjelse at hente i den velkendte eventyr-formel, og de øjeblikke hvor du er i stand til at gennemskue spillets mere komplekse puzzles, er nogle af spillets bedste.

Afstanden imellem spillet, og filmene det er baseret, på er stor. Ligesom den seneste Indiana-film, virker det som om, at man er gået ud fra en liste over ting der kendetegner kilden, uden at bekymre sig så meget om sammenhæng.

Animation Arts har forsøgt at strømline genren, med en nemmere sværhedsgrad og et hurtigere tempo. I farten, har de glemt at gøre spillet og eventyret sjovt. Da det også er en kritik man kan rette imod den fjerde Indiana Jones film, kan man sige at Lost Horizon opnåede sit mål. Det var bare den forkerte Indiana Jones film spillet lod sig inspirere af.