I et par omgange har Apple givet Mac Mini en lille overhaling, og de har sågar tidligere puttet deres langt mere strømlinede, kraftfulde og strømbesparende Apple Sillicon chips i før. Men selvom Mac Mini er blandt Apples mest populære computere, mest af alt fordi den faktisk er lidt af en prisbasker i forhold til det resterende Mac line-up, og at pladsbesparende desktop designs er ret populært af åbenlyse årsager, så virker det også som om at et større redesign har lade vente på sig.
Det kom derfor ikke som nogen synderlig stor overraskelse da Apple langt om længe afslørede selvsamme redesign, men vi har endelig fået mulighed for at teste den her lille "bundle of joy", og konklusionen er lysende klar; det her det mest folkelige Apple-produkt til dato, og måske også det letteste at anbefale.
Vi fokuserer ikke så tit på dimensioner, men det er i særdeleshed værd at dvæle ved her. Den er en kende højere end den M2-udstyrede Mac Mini den erstatter, cirka 5 centimeter overfor 3,58, men bredden er 12,7 overfor 19,7, og dybden er bare 12,7 i stedet for 19,7. Vægten er halveret, også. Den er i sandhed petite, så lille at den kan være i en håndflade. Er det vigtigt? Det kommer an på hvem man er, men særligt dem der har begrænset plads er det her en magtdemonstration. Om ikke andet beviser Apple hvor effektiv deres Apple Sillicon er, fordi et så lille kabinet skulle i alle andre tilfælde resultere i enten reduceret ydeevne eller besværet køling, og ingen af disse problematikker forekommer. Det kommer vi tilbage til.
I forhold til porte tager Mac Mini sjovt nok udgangspunkt i Mac Studio, i det at der denne gang er to USB-C porte foran, samt HDMI og tre Thunderbolt-porte bagpå (om det er 4 eller 5 varierer efter om du vælger standard eller Pro). Du får desuden WIFI 6E og Bluetooth 5.3 - og sågar Gigabit Ethernet 10Gb.
Som sagt er denne udstyret med enten en M4 eller en M4 Pro - det er utrolig rart at Apple igen tillader den lille Mini at få en Pro chip, og selvom at den ikke på den måde kan hamle op med Mac Studios M2 Ultra i antallet af kerner eller memory bandwidth, så har visse tests vist at Mac Mini er tættere på end man umiddelbart skulle tro - og den koster en brøkdel af en Studio, selv med en M4 Pro chip. Vi tester her den billigste model med 16GB RAM (Apple sælger ikke længere end en med 8GB - endelig) og 256GB plads (Apple sælger stadig 128GB plads som standard - ikke okay). Den er udstyret med 10 CPU-kerner og 10 GPU-kerne, en 16-kernet Neural Engine og en båndbredde på 120GB/s. Det er kun en lille opgradering over den M2 du kunne få i den ældre, større Mac Mini, men målt i benchmark-tal er det en anden historie.
Det er muligt at få op til en 14-kernet CPU, 20-kernet GPU, 32GB RAM og 2TB plads i en Mac Mini - det er sindssygt, fuldstændig vildt. Du betaler så også for det, men at have al den funktionalitet i sådan en lille pakke er imponerende. Den koster 17.000 kroner med alt det inkluderet, men sammenlign det med en Mac Studio der starter med en M2 Max for 19.000 kroner, og så er det hurtigt lidt noget andet. Og når ja, den her computer starter på 5500 kroner. Det kan også et eller andet.
Den lillebitte Mac Mini tager kun frisk luft ind fra bunden, og alligevel stødte vi ikke på thermal throttling en eneste gang i testvinduet. M4-chippen er så effektiv, at der er slet ikke er behov for aktiv køling på samme måde, så den siger ikke en lyd, bliver ikke lunere end en håndflade og det er virkelig imponerende.
Der er et irritationsmoment, og det er tændknappen, der af uransagelige årsager er i bunden. Det betyder at du fysisk skal løfte Mac Mini for at tænde den, og det er ærlig talt irriterende. Men udover det? Du kommer ikke til at mangle hestekræfter ved browsing, ved Photoshop, ved basal 4K-redigering i Final Cut. Det er virkelig en effektiv lille pakke, som er uendeligt anbefalelsesværdig.