Efterhånden står det ganske klart, at selvom Hideo Kojima for alvor har fået gang i sit studie hurtigt, så går der lang tid før vi kan se frem til udgivelsen af Death Stranding. For nylig kom det frem at spillet egentlig stadig er i præproduktion, og nu kan vores egen Mads Mikkelsen kun tilføje til disse nyheder.
For nylig deltog Mikkelsen i et Comic Con-panel i Sydkorea, og her talte han lidt om hans arbejde inden for film og TV, men også om hans samarbejde med Hideo Kojima i Death Stranding.
I den forbindelse bekræftede han, at optagelserne til spillet fortsat er i fuld gang, og at han stadig skal tilbage og skyde endnu flere scener. Noget kunne altså tyde på, at vi har meget langt igen.