Richey James Edwards mystiske forsvinden tilbage i 1995 har på flere måder forseglet Manic Street Preachers skæbne. I de nu 14 år der er gået siden det karismatiske bandmedlem forsvandt, har det resterende band stedse skulle forholde sig til Edwards. Hvad enten de har begrædt tabet eller forsøgt at tage afstand og insisteret på at kunne eksistere og være succesfulde uden den tekstforfatter der i den grad leverede blod til gadeprædikanternes univers, har han været det usynlige centrum i alt hvad bandet har foretaget sig.
Denne uomgængelige skæbne omfavnes nu her på Manic Street Preachers seneste album, Journal for Plague Lovers. Kort før Edwards forsvandt afleverede han nemlig en række tekster til resten af bandet, og det er disse sidste ord vi nu altså her 14 år efter sat musik til. For en stund er Manic Street Preachers igen et "helt" band.
Enhver frygt for at dette bare er et tamt reklamestunt, der skal sælge et band løbet tør for ideer forsvinder som dug for solen, når første nummer, "Peeled Apples", sætter ind. Over 13 numre leverer Manic Street Preachers medrivende, følelsesfuld og rå rock der sender tankerne tilbage til "Holy Bible", hvilket nok ikke er helt tilfældigt, da coveret er lavet af en og samme kunstner, nemlig Jenny Saville.
Man mærker tydeligt Edwards aftryk på de karakteristiske og ikke altid lige gennemskuelige sangtitler som "Jackie Collins Existential Question Time", "All is Vanity", "She Bathed Herself in a Bath of Bleach" og "Virginia State Epileptic Colony", og selvom teksterne altså har 14 år på bagen, så føles de friske og aktuelle i de melodier der er blevet tilføjet dem.
Sangene løftes i den grad op af producer Steve Albini, der har ladet bandet indspille numrene live i studiet. Det kan høres: Tidligere tiders polerede lydbillede er heldigvis væk til fordel for et mere nedbarberet udtryk - og det klæder i den grad sangene og bandet. Manic Street Preachers viser her, at de i 2009 stadig er et vitalt rockband, og selvom de med "Journal for Plague Lovers" på flere felter ser mere tilbage end frem, så har de formået at lave en potent rockplade der også giver håb for fremtiden.