Når nu Mario Kart 8 Deluxe i princippet er en genudgivelse af en Wii U-titel, så er det endnu overraskende at det bliver ved med at sidde på toppen af listen over de bedst sælgende Switch-titler. Til trods for at det udfordres af blandt andet Animal Crossing: New Horizons og Super Smash Bros. Ultimate, så er der ingen vej udenom; Mario Kart 8 Deluxe kan ikke slås.
Nintendo har offentliggjort nye tal, der viser at Mario Kart 8 Deluxe nu sidder på 46.8 millioner solgte eksemplarer, et tal der er skudt i vejret siden de nye Booster Course-pakker blev afsløret.
Animal Crossing: New Horizons er på andenpladsen med 39.38 millioner eksemplarer, efterfulgt af Super Smash Bros. Ultimate med 28.82 millioner. Derefter har vi Super Mario Party, Pokémon Brilliant Diamond/ Shining Pearl og til sidst Super Mario Odyssey.
I det hele taget er alle tallene virkelig imponerende.