Mario Kart World

Det er faktisk hele elleve år siden, at der sidst udkom et Mario Kart-spil til en Nintendo-konsol. I betragtning af at Mario Kart 8 er et af verdens bedst sælgende spil og også Nintendos næstmest solgte spil (kun Wii Sports ligger foran, og som du ved blev det leveret sammen med hver Wii-konsol), samt suverænt det bedste party-racerspil nogensinde, er det naturligvis ingen overdrivelse at sige, at intet har været mere eftertragtet til Switch 2-udgivelsen end Mario Kart World.

Mario Kart 8 er nemlig så vanvittigt godt, at jeg ofte har undret mig over, hvordan det overhovedet skulle kunne overgås. Nogle gange har Nintendo forsøgt sig med kortlivede gimmicks, som da de introducerede to kørere per kart i Double Dash, eller det plastikhjul man kunne sætte sin Wii-mote i i Mario Kart Wii - og jeg frygtede, at de ville forsøge sig med noget lignende igen for at skabe en følelse af fornyelse.

Heldigvis har Nintendo i interviews sagt, at de betragter det ottende spil som en slags slutpunkt for klassisk Mario Kart, og at de derfor nu leverer noget helt nyt. Det er altså ikke en gimmick, men en grundlæggende forandring i form af en åben verden. Jeg ved godt, at åbne verdener er noget, der er blevet brugt alt for meget gennem årene, og at det er blevet et slags trækplaster visse udviklere bruger til at flytte opmærksomhed fra et tyndbenet spil generelt. Men her er alt det vendt på hovedet. Men alligevel, det skabte lidt bekymring da spillet først blev afsløret.

Derfor spillede jeg det med fornøjelse i sidste uge hos Nintendo i Frankfurt, hvilket beroligede mig betragteligt. Og nu har jeg spillet som en gal i mit eget hjem og har gode nyheder. For ja, Nintendo har skabt det, der med stor sandsynlighed bliver et nyt tidløst lyn fra en klar himmel. De har kombineret det bedste fra Mario Kart med det bedste fra moderne spiltendenser som Forza Horizon 5-verdener og battle royale, tilsat deres vanlige finurligheder og krydret det med mere Nintendo-kærlighed, end jeg kunne have drømt om. Oven i det har de forbedret eller fjernet de meget få fejl, der trods alt var i Mario Kart 8.

Den store nyhed er, som du ved, at Mario Kart World har en åben verden, og at alt derfor hænger sammen. Det du ser i horisonten, er steder du kan køre hen. Nintendo minder dig pænt om det allerede på spillets startskærm, hvor en enlig kører kommer trillende. Med et enkelt tryk på en knap sætter du dig selv bag rattet og kan begynde at køre rundt i verden.

Men... den del gemmer jeg lidt endnu. At gribe Nintendos nye Pro Controller får mig til at tænke, at den næsten er designet til at være optimal til Mario Kart World. For selvom man sagtens kan cruise rundt i den herligt farverige verden, så er det de klassiske muligheder, der trækker mest - i hvert fald for mig. Det vil sige, at du finder forskellige singleplayer- og multiplayer modes, hvoraf de fleste er noget, vi kender i forvejen. Fra at spille enkelte baner til Time Trial og selvfølgelig cups.

Sidstnævnte består som før af fire løb i alt, men her slutter ligheden så også. Alt efter hvilken cup jeg vælger, starter jeg ét sted og ender et andet, et klart koncept der fornyer det klassiske system på en måde, der føles logisk - og dermed undgår forandring for forandringens skyld. Det betyder dog ikke, at det kun handler om at komme fra A til B. Der er masser af steder på mappet, ofte baseret på ting vi har set før i serien. Man kører så tre omgange her, før det er tid til at komme videre, og det kan også deles op, så man tager én omgang på en bane før man fortsætter midt i løbet. Der er virkelig intet negativt at sige om det - tværtimod - det sikrer den størst mulige variation med både snoede baner og de længste lige strækninger i seriens historie. Dertil kommer, at omgivelserne kan ændre sig flere gange under ét løb. Genialt!

Når man vælger kørere (for mit vedkommende som regel Luigi og Waluigi), bemærker jeg, at man ikke længere skal vælge hjul eller glider. Det er ikke noget jeg savner, for ærligt talt tog det bare en masse unødig tid, når folk absolut skulle gennemgå alle disse tilpasningsmuligheder hver gang og alligevel valgte det pæneste. Køretøjerne har naturligvis unikke egenskaber, og din karakter ændrer også oplevelsen - og samlet føles det som den rigtige vej at gå. For dem der stadig vil tilpasse, er der et hav af klistermærker at låse op for, så man kan personliggøre sin kart, og figurerne har også mange meget detaljerede kostumer at vælge imellem - med en særlig hyldest til Waluigis "Wampire"-kostume (som jeg stærkt mener, Nintendo burde lave et helt spil ud af).

Jeg startede min World-karriere med 100cc i den klassiske Mushroom Cup, hvor racet starter på Mario Bros Circuit og rundes af via Crown City og Whistlestop Summit i DK Spaceport. At se 24 kørere krydse målstregen i en slags maskot-kavalkade af både kendte og langt mere obskure væsner fra Mushroom Kingdom er overraskende imponerende. Når det grønne lys tænder, kører jeg af sted, og det er tydeligt, at superstjernerne stadig fungerer, som de altid har gjort.

Den største gameplay-forskel denne gang er, at hop er tilbage. De var med i det allerførste Mario Kart til Super Nintendo, men forsvandt senere. Her har de dog en lidt anden funktion og bruges blandt andet til at kunne køre på vægge. For at gøre det succesfuldt, skal du dog lade dit hop op, og det betyder, at du skal ændre din spillestil en del, hvis du vil være topkører. At drifte maks i hvert sving er ikke længere automatisk den bedste strategi, og det kan gøre, at du misser vigtige genveje og lignende - og der er mange af dem, så det er uden tvivl vigtigt at mestre hop.

Andre ting jeg hurtigt lægger mærke til, er detaljer som at man ikke længere behøver holde en knap nede for at placere for eksempel en green shell bag sig som beskyttelse - det sker nu automatisk, når du får objektet. Du skal kun trykke, når det er tid til at affyre det, og det er en virkelig brugervenlig finesse, jeg sætter pris på. Andre småting er, at man nu tydeligere ser, hvor meget boost man har tilbage på gyldne svampe og lignende, hvilket gør det lettere at time og bruge dem. Jeg vil også mene, at computer-modstanderne virker lidt nemmere denne gang, og selvom jeg selvfølgelig bør vinde 100cc, så var det stadig med knusende overlegenhed, jeg vandt første gang - uden at kende genveje eller nye spilmekanikker.

Mushroom Cup rundes af med en fuldstændig fabelagtig opkørsel i DK Spaceport, hvis design minder om byggepladsen fra det originale Donkey Kong fra 1981, hvor en kæmpe robotabe står og kaster tønder ned mod kørerne i en herligt dramatisk sekvens. Herfra spillede jeg videre og valgte den våde genfortolkning af Warios Galleon og Moo Moo Meadows, som begge er blevet grundigt opdaterede. Vandkørsel føles tydeligt anderledes og byder naturligvis på en anden fornemmelse end fast grund under hjulene, og jeg synes næsten, jeg kan mærke lette påvirkninger fra Wave Race-spillene - hvilket naturligvis kun er positivt.

Hvis man ikke vil spille Grand Prix, findes der også Versus Mode, hvor man kan spille enkelte baner i stedet. Hvorfor ikke spille Mario Circuit og efter det starte et løb på den tilstødende Acorns Heists? Man oplever samtidig, hvordan verden skifter fra klassiske racing-omgivelser til frodige og smukke landskaber. Når man er fremme, kan man så vælge en ny tilknyttet bane - som min favorit, Boo Cinema - hvor det grønne giver efter for noget mere efterårsagtigt og snart decideret (nå ja, Nintendo-standard) horror-racing i en hjemsøgt biograf med masser af fede effekter. Man behøver dog ikke vælge en tilknyttet bane, man kan naturligvis vælge hvilken som helst man vil.

At køre på denne måde er virkelig herligt, og jeg bliver opmuntret til at spille videre, fordi man langs banerne har mulighed for at låse op for nye kostumer via pakker, der gemmer sig i periferien. Kostumerne er virkelig forskellige og kan for eksempel forvandle den prangende Peach til en bondekone, Yoshi til en softice-sælger eller hvorfor ikke King Boo til en aristokrat? De føles derfor motiverende at finde, og jeg bemærker, at mine venner altid bruger lidt tid på ikke bare at vælge karakter til hver bane, men også sikre sig, at det bliver den sejeste. Jeg er allerede hooked og ved, at jeg ikke føler mig færdig før jeg har fundet hvert eneste kostume.

Med det sagt er det tid til at vende tilbage til Free Roam - den med den åbne verden - som giver dig mulighed for at nærstudere den massive racing-sandkasse, hvor du kan køre stort set overalt. Som i Forza Horizon 5 er det et must at forlade vejene for at udforske, for Nintendo har gemt hemmeligheder stort set overalt - oftest i form af P-blokke. Når man kører ind i dem, aktiveres en tidsbegrænset udfordring af varierende sværhedsgrad, og når man løser dem, låses nyt indhold op (ikke mindst klistermærker til at pimpe sin kart). Nogle af udfordringerne føles lidt puzzle-agtige i designet, andre handler om racing, og nogle handler om at flyve.

Der er meget mere at tage fat på, som for eksempel at man kan støde ind i en gruppe motorcyklister, man pludselig skal skyde ned i et hæsblæsende løb - og der er masser af penge at samle til at låse op for ting og hemmeligheder. Derudover har Mario Kart World sit eget Achievement-system, som opfordrer dig til at gøre det hele - og lidt til. Som forventet er nogle udfordringer rimeligt lette, mens andre er decideret svære... og nogle har jeg set og kæmpet med i timevis for overhovedet at komme frem til. Som sagt: der er meget at lave - men jeg synes stadig, at Free Roam er en smule tynd. Variationen mangler simpelthen. Verden føles lidt for død, og udfordringerne er ikke varierede nok til, at jeg gider sidde med den i længere tid. Jeg antager, at nyt indhold vil blive tilføjet, men der er vi ikke endnu. Jeg vil dog gerne nævne, at der findes en Photo Mode, som mange nok vil sætte pris på - med masser af funktioner - og takket være Free Roam er det nemt at finde både vinkler og steder til de bedste billeder.

Den egentlige stjerne i Mario Kart World for mig er den nye battle royale-inspirerede Knockout Tour. En mode for op til 24 personer i seks løb, hvor det gælder om ikke at slutte blandt de sidste fire - for det betyder øjeblikkelig eliminering. Det sidste løb består derfor kun af fire personer, og det setup gør det automatisk langt mere spændende. I cups får jeg lidt færre point, hvis jeg ikke krydser målstregen først - men jeg kan stadig vinde samlet. Her ryger jeg i stedet helt ud. Game Over.

Før hvert løb får alle lov til at stemme om, hvilken bane de vil spille blandt tre udvalgte muligheder - men man kan også gå ud på kortet og vælge en hvilken som helst bane. Da alle valg trækkes lod, kan det være din yndlingsbane, selv hvis du var den eneste, der valgte den. Prestigen er straks mærkbar, når 24 spillere kæmper i denne aldeles herlige mode (hvor jeg ikke kan lade være med at nævne, at jeg vandt mit første løb direkte under testsessionen i Tyskland - i konkurrence med andre europæiske medier). At ligge lige på kanten af elimination under løbet er en stressfaktor, der overgår det meste, og "bare ét løb mere"-følelsen er altoverskyggende ved et nederlag, mens en sejr efterlader én fuldstændig udmattet af spænding. Fuldstændig fænomenalt - og yderligere løftet af god online netkode, der trods åbningsdagens ekstreme pres ikke havde problemer.

Andre modes er de tilbagevendende Coin Runners og Balloon Battle. De byder ikke på store overraskelser, men det større antal spillere kombineret med bedre baner og sjove bonusgenstande gjorde dem begge til en fornøjelse. Klart to spiltilstande med fremtid - både online og offline.

I øvrigt synes jeg, at jeg har bemærket, at de kraftige bonusgenstande er lidt mere gavmilde denne gang - muligvis som følge af, at der nu er 24 spillere på banen, så mange får chancen for at affyre blue shells. Men selv stjerner og Bullet Bills blev brugt lidt oftere, end jeg mener at være vant til. Der er dog en indstilling, hvor man selv kan justere bonusgenstandene, hvis man ønsker det. Naturligvis er der også et par nye genstande med, ikke mindst muligheden for at blive gigantisk, som hurtigt blev en favorit for mig. At ramme en kart med en shell er én ting - men at køre dem over, så de virkelig føler ydmygelsen, er noget andet. Selv muligheden for at kaste hammere - i bund og grund en forbedret bananskræl - fungerer rigtig godt.

Jeg vil gerne afslutte med at dedikere en smule spalteplads til grafik og lyd. Det er trods alt en ny konsol, Nintendo leverer her. Da jeg så de første billeder af spillet, var jeg ikke helt overbevist om grafikken og syntes, det mindede lidt for meget om forgængeren. Men i bevægelse er det en helt anden sag. Dels er alt langt bedre animeret og mere levende, og dels kan man ikke ignorere de enorme verdener og de 24 kørere. Mario Kart World er simpelthen smukt, og Nintendo øser af kærligheden til sin lange historie. Hvis du kender dit Mushroom Kingdom, vil du ikke kunne lade være med at pege på skærmen og højtideligt råbe "SE, SÅ DU DET?!", når en obskur fjende flimrer forbi i udkanten. Hertil kommer et helt fantastisk soundtrack med masser af nye melodier og endda gamle, der er omarrangeret, så de passer til spillet.

Det er med stor glæde, at jeg tør sige, at Nintendo har gjort det igen. Mario Kart 8 Deluxe er i dag en fuldtræffer for mig - med to DLC-pakker fra Wii U-versionen og fire DLC-pakker fra Switch. Mario Kart World matcher allerede dette indholdsmæssigt og føles som en perfekt platform at bygge videre på - og er i sig selv et vidunderligt racerspil for både glade amatører, der bare vil køre gokart med Mushroom Kingdoms beboere, og professionelle, der kan lide at optimere deres baner og hurtigt lærer at bruge lige så meget tid på væggene som på jorden. En bedre killer app til Switch 2 er ganske enkelt svær at forestille sig - og alene tanken om, at dette spil vil blive endnu bedre med fremtidigt indhold, gør det til et spil, man ikke må gå glip af.