Mario Winans er det nye, hotte håb i P.Diddys store stald. Som det yngste medlem af den store og ret så talentfulde familie af gospelsangere har han valgt at kaste sig over noget lidt andet. Nemlig den gode gamle soulmusik, der i nyere tid vel egentlig er symboliseret ved store navne som R.Kelly, Brian McKnight og D’angelo.
Problemet er bare at Mario hverken har lyrikken, produktionerne eller stemmen til at bære det hele så langt. Bevæbnet med tarvelige samples, hans eget klaverspilleri og en god portion halvtynde tekster, forsøger han forgæves at grave sig gennem skivens sytten skæringer. Der lægges ud med "Never Really Was", der skamløst sampler Madonnas "Papa Don’t Preach" strygerstart og så ellers bare tilsætter trommer. Herefter kastes vi over i det i øjeblikket MTV-roterende "I Don’t Wanna Know", der endnu engang viser at P-Diddy måske har mange penge, men ikke meget talent. Enya hives endnu engang frem fra gemmerne, og var det ikke fordi at Fugees allerede havde været der med "Ready or Not" og gjorde det så fandens godt, så kunne denne udgave måske have klaret skærene, men da der bare er tale om en hjerteløs kopi af P.Diddy-style, så er der ikke meget at hente.
Faktisk så er hele "Hurt No More"-albummet en ret så kedelig affære, hvor enkle hooks køres i tomgang i det uendelige, mens tekster a la dem der er at finde i spådomskager, forgæves prøver at skabe noget der minder om reel lyrik. Selv regn og torden er der blevet plads til på skittet "Already Know", der meget godt opsummerer skivens hang til soul-klicheer.
Der er visse gode melodier på albummet, i bl.a. "3 Days Ago" og det ret så funky "So Fine", men har man bare et minimum af soulskiver stående på hylden er der ikke meget at hente i Mario Winans seneste udspil.