De har aldrig skiltet med, at de gerne ville være nemme at forstå. Deres veje rundt i musikken har afspejlet alt andet end regelmæssighed, og deres åbenlyse skæve tilgang til opbygningen af et musiknummer, understøtter blot dette. Marie Højlund, Emil Thomsen og Maria Timm er alle de syndige bag dette inferno af utilstrækkelige lyde og toner, der vel egentlig kun hører hjemme i 80'ernes bip bip-spil. Det er dog også her, man skal finde det forunderlige ved Marybell Katastrophy, da deres udtryk fremstår så verdensfjernt og lettere surreelt, at man bare må begrave sig i deres uhøjtidelige seancer af rock, pop og en stor forkærlighed for alskens lyde og dimsedutter, der alle er med til at skabe dette livsglade dansealbum. De formår alligevel at servere hele sammenkogningen på fornuftig vis, så man stadig er i stand til at følge med, selvom ens indre tripper af sted i et lettere kaotisk tempo.
De ti gamle kendinge på albummet gør alle det, de er allerbedst til, og de er for længst blevet indoktrineret og accepteret i undertegnedes bevidsthed. Lidt sværere kan det være med de fem nye familiemedlemmer til Marybells bagland. Når det så er sagt, så er nummeret Good Old Germany, det bedste af de fem nye. Det er stilmæssigt skudsikkert forførerisk, som resten af Marybell-katastrofen, som vi kender det.