Mass Effect

Da NASA's Viking 1-sonde i midten af 70'erne fotograferede en bjergtop, som til forveksling lignede et menneskeansigt, rynkede man panden i NASA's laboratorium og kløede sig i håret. Forskernes undren blev dog hurtigt til håndfast viden, selvom spekulationerne og fantasteriet om intelligent liv på Mars fik frit løb hos science fiction-forfattere, sensationspressen og en hver blandt menigmand, der fra naturens hånd var velsignet med en livlig fantasi. I en alternativ, virtuel virkelighed er det ikke et gigantisk stenansigt, men fundet af højteknologisk udstyr, som har gjort Mars til en af de mest priste planeter blandt menneskene. Legenden om Prothean-racen, der blev udryddet for 50.000 år siden, er kendt i alle hjørner af mælkevejen. Alle intelligente væsner står i gæld til Prothean-folket, for uden dem ville den teknologiske revolution aldrig have fundet sted.

Der hersker en anspændt stemning i den store hal, da jeg forelægger beviserne mod Saren for det galaktiske råd. Mine erfaringer med rådets bureaukratiske beslutningsprocesser er ikke positive. De er ude af stand til at forholde sig til andet end det, der kan måles og vejes, og jeg fornemmer en vag menneskeforagt bag deres selvhøjtidelige attitude. Sekunderne føles som timer, indtil de tre medlemmer endelig nikker anerkendende til hinanden og medgiver, at mine bevisers rigtighed ikke kan bestrides. Som det første menneske nogensinde udnævnes jeg til Spetre-agent - en enhed, som har vide beføjelser til at anvende magt i galaksen, og som ikke kan retsforfølges.

Jeg har dårligt forladt rådets fyrstelige gemakker, før Bioware tager temperaturen på min moral, mine værdier og min beslutsomhed. En Shamesh Bhatia fortæller, at hans kone er faldet ved frontlinjen, og at militæret nægter at udlevere hendes lig. Min sympati ligger hos Shamesh. Nu skal militæret høre et par sandheder. Da jeg går militærets talsmand på klingen, afslører han modvilligt, at man undersøger liget for at lære mere om den våbenteknologi, der dræbte Bhatias kone. Med den viden kan man på sigt redde menneskeliv, tusindvis af menneskeliv. Dilemmaet hjemsøger mine tanker, og da jeg endelig træffer en beslutning, er Ashley, min bedst trænede kampsoldat lodret uenig i min disposition. "I think there was another way, commander", siger hun. Med magt følger et stort ansvar, og allerede nu kan jeg se, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse. Jeg må stole på min dømmekraft og leve med mine valg. Ellers kan jeg lige så godt indgive min afskedsbegæring og vende tilbage til livet som infanterist uden ansvar og uden indflydelse.

Ombord på Normandy, et lynhurtigt, højteknologisk rumfartøj, der er udstillingsvindue for menneskehedens ingeniørmæssige formåen, veksler jeg et par ord med navigatøren, piloten, lægen, androiden og kampsoldaten og bliver klogere på deres fortid, holdninger, karrierevej, glæder og sorger. En moderne leder skal være interesseret i sine folk og bekymre sig om deres velbefindende. På slagmarken lægger jeg mit liv i deres hænder og de deres i mine, og de er ikke kun mine underordnede; de er mine venner til det sidste.

De er langt fra de eneste snakkesaglige væsner i de mange solsystemer. De fleste åbner op, når jeg spørger ind til deres tanker og følelser eller udfritter dem om deres viden om de udfordringer, jeg står overfor. De mange figurer tager form af rigtige, selvstændige væsner, hvilket med tiden giver hele galaksen liv. Der er utallige historier om personlig ulykke, mislykkede militære indsatser, pengegriskhed, undertrykkelse af kolonister, intriger, galaksens fortid og racernes indbyrdes forhold. Med tiden får du et indblik i det store hele, du er blevet en del af. Bioware har givet deres virtuelle galakse en imponerende racediversitet, og målt på grafisk design er Mass Effect en ener. En turians alvorlige ansigtstræk, en krogans dræberøjne, en asaris uskyldsrene smil, våben, dragter, bygninger og landskaber; Mass Effect er et Final Fantasy XII i rummet.

Mælkevejens anslåede diameter på 100.000 lysår er svær at forholde sig til som menneske i virkelighedens verden, og selvom det naturligvis kun er et fåtal af planeter, der kan besøges i Mass Effect, fremstår galaksen chokerende stor. På Normandy-fartøjets holografiske galaksekort kan du få et overblik over de mange solsystemer og se oplysninger om planternes overfladetemperatur, atmosfæretryk, omløbstid, beboelighed, eventuelle indbyggertal mv. Det er også herfra, du rejser fra planet til planet. Den ene time løser du opgaver for beboere i citadellet, en kæmpemæssig rumstation bygget af den hedengangne Prothean-race, den næste kører du en Mars-lignenden planet tynd i en buggy, støder på en gruppe rumpiraters base og ender i en opslidende ildkamp for igen en time senere at lande i et, i hvert fald klimatisk set, ferieparadis, hvor en frafalden militær eliteenhed har slået sig ned. Der er også de biologiske eksperimenter i Zhu's Hope-kolonien og eftersøgningen af arkæologen Liara, hvis mor spiller en hovedrolle i den overordnede historie, at tage hånd om. Fra den ene ende af galaksen til den anden er der brug for en stærk mand med magtbeføjelser, og det bliver efterhånden dejligt vanskelig at skelne hovedopgaver fra sideopgaver. I et sandkassespil er det unægtelig et stort kompliment.

Meget er sagt og skrevet om Mass Effects kampsystem, som minder meget om det fra Ghost Recon: Advanced Warfighter og Rainbow Six: Vegas, og med disse spils kampsystemer kan Mass Effects ikke holde trit. Det taktiske element er overfladisk, holdkammeraterne sigter hellere på barrierer og klippevægge end fjenderne, og coversystemet er en hæmsko snarere end en hjælp i tæt kamp. Men i forhold til Knights of the Old Republic er kampene en langt mere involverende affære, som også giver plads til dem, der vil styre hver enkelt figurs brug af evner, og i et spil, der ikke bæres af dets kampe, er disse mangler hurtigt overset og mere eller mindre opvejet af et fornemt våbenarsenal. Hør lyden fra en snigskytteriffel, og du er solgt.

Andre ting er knap så nemme at overse. Bioware insisterer på, at Mako-buggyen, som du udforsker ugæstfrie og ikke-koloniserede planeter i, skal styres anderledes i de fleste andre spil. Højre bliver til venstre, og forlæns bliver til baglæns. Sjældent vil køretøjet det samme som mig. En anden ting er, at autosave-systemet giver en falsk tryghed. Jeg får aldrig gjort det at gemme hvert andet minut til den tvangstanke, som er naturlig for pc-spilleren, og da autosave-punkterne er ulogisk placeret, har jeg genspillet lidt for mange halve timer. At der gemmes før en hård kamp er en uskreven regel på konsol.

Børn vil være astronauter, og trangen til at rejse ud til fjerne verdener er ikke mindre hos voksne. Nysgerrigheden er mere end noget andet det, der kendetegner mennesket. En frostklar stjernehimmel kan give anledning til mange spørgsmål, men også sætte et stresset hverdagsliv i perspektiv. Bioware giver dig et rumskib, et mandskab, en skurk og en hel galakse at udforske. Det er blot op til dig, om du tager med ud i det interstellare rum og oplever det, som måske en dag kan blive virkelighed for vores efterkommere. Mass Effect er en smuk og medrivende rumfortælling, der hiver dig helt ind bag skærmen, puster liv i din eventyrlyst og udfordrer dine følelser, din etik, din menneskelighed, din dømmekraft og dine kampfærdigheder.