Det er næppe gået nogen forbi, at Diablo III udkommer til midnat i aften. Nogle af jer venter sikkert spændt på at hente spillet til en midnatsåbning, andre har måske allerede fået det leveret med posten.
Men alle må vi pænt vente til installeren bliver låst op, og serverne går i luften. Så hvad skal man fordive ventetiden med? Du kunne tegne et grantræ, eller lægge et puslespil. Eller du kunne drible forbi Mike JezZ's blog, hvor han har samlet en komplet guide med installationsoplysninger, drivercheck og alt, hvad man ellers har brug for til at sikre, at man får en gnidningsfri oplevelse, når klokken runder midnat. Godt begyndt er halvt færdigt, som man siger.
Bagefter kan du se den seneste trailer for spillet lige her, der bærer titlen "What is Diablo III?" - for de mikroskopiske mindretal, der ikke kender svaret.