Der er ingen tvivl om, at Konami har endnu en klassiker oppe i ærmet med Metal Gear Solid 3: Snake Eater. Med forfriskende nytænking glæder vi os til at tage Snake med ud i sit tredje 3D eventyr og lege Tarzan i jungle - bare på den stille måde!
I dag viser det sig så, at Konami traditionen tro har valgt at lave en Limited Edition af spillet. Desværre har vi kun hørt om en japansk version indtil videre, der vil koste omtrent det dobbelte af et almindelig eksemplar, men vi ved heldigvis, at Konami ikke er bleg for at give lidt ekstra til de europæiske masser.
Det er stadig uvist præcist hvad Limited Edition vil indeholde, men ved MGS 2 medfulgte en 72-sider bog med tegninger, sketches og lign., en "premium disc" og en Snake action figur.
Vi håber i hvert fald dette betyder, at Konami også planlægger lidt godt til os herhjemme, især fordi det stadig ser ud til vi må vente til næste år med at få fingrene i spillet, mens USA og Japan blot skal vente nogle måneder endnu.