Metal Gear Solid: Master Collection Vol. 1

Lad os starte med lidt ros. En gang imellem fødes der mennesker med en så himmelråbende genialitet, at det ikke kun former det medie, de arbejder i, men at deres aftryk sender bølger langt ud over deres egentlige virkefelt. I filmens verden bruges udtrykket auteur ofte til at beskrive disse mestre, som har en slags universel finger i næsten alle dele af deres forskellige produktioner og former dem i henhold til deres særlige kvalitet. I spilverdenen er det nemt at tale om Hideo Kojima, det mytiske mastermind bag Metal Gear Solid, som en auteur, især på grund af hans maniske interesse for film.

Siden Metal Gear fra 1987, som Kojima skrev, producerede og udviklede, har han gennem en stadig strøm af spil af høj kvalitet opbygget en persona, som i de senere år næsten har givet ham gudestatus. Problemet, eller måske den naturlige konsekvens, er, at egensindige auteurs ofte får fjender. Hideo Kojima kom selv på kant med sin udgiver, Konami. Ejeren af Metal Gear-brandet.

Hvis man tager Kojima på ordet, lyder historien nogenlunde sådan her: Skaberen Kojima ville lave et "grand exit" med den femte del af sin Metal Gear Solid-serie, Phantom Pain, og gik langt over budgettet. Konami, som havde planer om at udfase sine AAA-udgivelser til fordel for hjernedøde, men profitable gacha-mobilspil og pachinko-maskiner, afskedigede ham til sidst som instruktør på spillet. Det førte, ikke overraskende, både til et aflyst spil og til, at skaberen selv trak sig tilbage. Kojima er siden blevet en global stjerne, som alle vil arbejde sammen med, lige fra Guillermo del Toro, Nicolas Winding Refn og Lea Seydoux til Mads Mikkelsen og Norman Reedus, alt imens Konami har haft travlt med at udgive intetsigende blockbusters som Metal Gear: Survive og eFootball. Hvorfor denne historietime? Fordi Metal Gear Solid: Master Collection Vol. 1 først og fremmest skal ses i lyset af Konami og deres grådighed.

Master Collection Vol. 1 består af fem spil: Metal Gear, Metal Gear 2: Solid Snake, Metal Gear Solid, Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty og Metal Gear Solid 3: Snake Eater i en strukturelt set ikke særlig godt pakket samling, hvor de to første spil har deres egen titel i brugerfladen, og de tre andre åbnes separat. Det ville have været meget mere praktisk, hvis alt var samlet på ét sted og faktisk retfærdiggjorde navnet "samling".

Når man først er inde i spillene, er startmenuerne dog pæne og relativt indholdsrige, om end noget stive. Ud over spillene er der tegnefilm, soundtracks, manualer og andet materiale i overflod, men samtidig er det let at se igennem det røgslør, som er dette rod, og bemærke, at der er masser af huller imellem. Hvor er for eksempel Gamecube-genindspilningen af det første Metal Gear Solid, Twin Snakes? Hvor er PSP'ens Peace Walker, som hænger sammen med Snake Eater? For tidligere samlinger er Konamis forsvar, at Twin Snakes ikke er fantastisk på grund af Kojimas manglende involvering, men det gælder næppe for Peace Walker, som var inkluderet i Legacy Collection fra 2013. For en samling til noget der ligner fuld pris bestående af 18 år gamle spil kaldet Master Collection, bør vi bestemt forvente mere.

Og selve spillene? Indholdet er næsten ikke værd at nævne. Jeg genspillede det første Metal Gear Solid til denne anmeldelse (og dyppede tæerne i de andre titler), og det er stadig forbløffende, hvad Kojima opnåede i 1998 til PSX. Eventyret, som blev kendt som The Shadow Moses Incident i Metal Gear-historien, kunne praktisk talt være udgivet i dag med opdateret grafik, og ingen ville have haft en anelse om, at dette var en 25 år gammel titel! Det har alt det, som Kojima har mestret som få andre. En tempofyldt, unik filmisk fortælling med aktuelle og tidløse temaer, et varieret gameplay, der blander genrer som action, stealth og puslespil, og en totalt fjollet tone, der ikke er bange for at diskutere genteknologi og atomkrig. Det er så latterligt smart, sejt, velskrevet og ofte forsætligt smagløst - og intet af det er blevet fjernet eller modereret.

Det er dog ikke indholdet, men formen af disse spil, der er virkelig interessant. De første to Metal Gear-titler er ikke noget at snakke om. For mig er de kuriositeter, nødvendige i en samling for bevarelsens skyld, men meningsløse at spille. Men de tre Solid-spil, det er der, snakken går. Så er der blevet gjort noget for at friske dem op? Svaret er, kort sagt, nej. Det første spil kan prale af en billedhastighed på semi-ustabile 30fps og en opløsning på 1080p, mens de to efterfølgere er præcis de samme spil, som blev udgivet i HD Collection i 2011, i 1080p, og som "sigter efter på 60fps." Switch-versionen kører alt bærbart i 720p og 30fps, men hæver opløsningen til HD i docket tilstand.

For mig betyder det ikke så meget, at Konami har været gennemsigtige (alle tekniske specifikationer er trykt på deres hjemmeside), og at det ikke er remasterede versioner. Gennemsigtighed er ingen garanti. For at få mere ros for en Master Collection i 2023 bør vi have 4K supportog både højere og mere stabile frame-rates. Det er bare sådan, det er. Metal Gear Solid: Master Collection Vol. 1 skal derfor primært ses som udgivelsen af et uberørt stykke kunst fra fortiden, som man absolut kan vælge at fejre og klappe af, hvis man ønsker det. Personligt synes jeg, det ville være at gøre det alt for nemt for Konami.

Nej, der er ikke meget her, der retfærdiggør et køb, hvis du allerede ejer den 12 år gamle HD Collection eller den 10 år gamle Legacy Collection. Metal Gear Solid: Master Collection Vol. 1 er velassorteret, men ufuldstændig, og indeholder gode spil, som kunne have været opdateret, og putter penge lige ned i lommerne på en grådig udgiver. Køb, men kun i nødstilfælde og på egen risiko.