Wu-Massacre kan let være en af de mest omtalte rap-plader i år. Fantastisk artwork, stor kreativitet og en genforening af Wu-Tang Clans tre mest personlige rappere, gør det svært for denne anmelder ikke at være begejstreret. Men spørgsmålet er hvor meget man skal forvente, og tager man de tre rappers bagkatalog af sange med i sin betragtning, er det svært at forestille sig at man ikke blive en smule skuffet. De tre rappere, Method Man, Ghostface Killah og Raekwon har dog lavet et rigtig hæderligt album, men det er bare ikke så godt, som det kunne have været.
Wu-Massacre imponerer dog fra start, hvor det åbenlyse talent fra de involverede skinner klart igennem, som fra en skyfri himmel. Så snart Ghostface Killah åbner ballet med "Criminology 2.5" står det klart, at der på ingen måde er sparet på lyrisk overskud eller teknisk kunnen. Meth, Ghost og Rae er alle i top form. Det er en kæmpe fornøjelse at lytte til det overskud, de alle bidrager med til pladen. Skarpe rim bliver leveret på alle typer af produktioner, og i forhold til de seneste Wu-Tang-udgivelser, har man her skåret meget af fyldet væk, og man står tilbage med godt gennemarbejdet produkt.
Method Man skiller sig dog en smule fra mængden. Han synes altid mest komfortabel i en gruppe, og Wu-Massacre er ingen undtagelse. Efter et hav af middelmådige solo-plader, er han her tilbage, bedre end nogensinde før. Han har en ubestridelig energi og vitalitet, noget som har gjort ham til den superstjerne han er i dag.
Han er altid tilbagelænet, og det virker altid ubesværet, når han mestrer alle tempoer og teknikker. 

Det er klart, at hverken Raekwon eller Ghostface Killah kommer til kort. Alle tre er fantastisk skarpe. Raekwon kan dog engang imellem virke en smule malplaceret. Som om albummets tempo er en smule for hurtigt. Udover det, er der ikke meget at sætte en finger på, rent teknisk. De rapper både hårdt og kreativt, og albummet sprudler af personlighed og dybde.
Albummet har ingen gæstestjerner, men det gør egentlig ingenting. De tre rappere er et show i sig selv, og selvom de måske mangler lidt af den specielle magi, der gjorde Wu-Tang Clan til hvad gruppen var, er de sammen fine kontraster til hinanden. Deres rim er noget af det mest underholdende man har hørt længe, og Ghostface's fuldstændig nådesløse punchlines er klart værd at bemærke.
Lige siden Wu-Tang Forever, har produktioner og beats været den svageste del af gruppens plader. Det er desværre også tilfældet i denne omgang. Produktionerne er bestemt ikke dårlige. De efterlader bare en del tilbage at ønske, og det bliver alt sammen en smule uinspireret.
Selvom der bestemt er kvaliteter hist og her, får produktionerne aldrig rigtig etableret en nakkerykkende stemning. De fungerer fint alene, og er da også en god support til den virtuose lyrik, men sammenlignet med produktionerne som disse drenge har adgang til, kommer de til kort.
Wu-Massacre føles som et stort mødested, hvor Meth, Ghost og Rae kan bande, svovle og skabe sig tossede. Teksterne har simpelthen intet rigtigt formål. Man kunne godt have ønsket sig noget mere eftertænksomhed. Det er etablerede og respekterede musikere. En slags moderne poeter, som ikke behøver at bevise deres værd foran en mikrofon. De er fantastisk dygtige til at prale med deres talent og formåen, det betvivler jeg dem ikke, men de er efterhånden veteraner i den verden, og de kan desværre ikke bærer et emneløst album hjem.
De fleste nye rap-plader er overfladiske bekendtskaber. Fyldt med radiovenlige sange, gæstestjerner og ligegyldigheder. Det er noget, at du ikke kan sige om Wu-Massacre. Albummet er kun 30 minutter langt, og det har både sine fordele og ulemper. Der er ikke meget indhold, men til gengæld er der heller ingen ligegyldigheder. Dette betyder at du ikke når at kede dig et sekund, før pladen er færdig i afspilleren, og det er tid til at starte forfra.
Wu-Massacre's største svaghed er, at den desværre kommer til kort, hvis man sammenligner den med hvad folkene bag tidligere har præsteret. Både hver for sig og som en gruppe. Det er et godt album, men det kunne være blevet til meget mere. Bestemt, hvis du er Wu-Tang fan, vil ganske sikker være tilfreds. Men for alle andre, afhænger det nok af hvor meget du kan lide rå, upoleret og gammeldags hiphop.