Engang var Method Man min absolutte yndlignsrapper. Et helt i gennem særegent flow kombineret med onde disonante beats, gjorde ham til Wu Tang Clans største stjerne. Sådan er det ikke mere. Om det er mandens udtalte overforbrug af alt der vokser ud af jorden og kan ryges, ellr det bare er almen ladhed er ikke til at sige, men faktum er, at Method Man lader til at være blevet doven. Flowet og de overlegne rim er der stadig, men track for track er 4.21... The Day After en langgaber af rang. Ikke et nummer stikker ud. Alt flyder bare forbi, som var det et nautralt landskabsmaleri på en lidt for lang togtur. Det er East Coast af den gamle skole, udgivelsesåret kunne snildt være 1995, det er det bare ikke.
4.21... The Day After. virker som et gravskridt for den supergruppe som Wu Tang Caln engang var. Jo, folk som Ghostface Killer gør stadig sit for at holde gryden i krog, men når Method Man stiller sig tilfreds med middelmådighed, er det altså ikke bare en hr. hvemsomhelst der læner sig tilbage i stolen. Det er M-E-T-H-O-D MAYN!
Det gør ondt når stjernen fader ud, men hvis dette er hvad Meth har at byde på nu om dage, ville jeg næsten hellere have at han holdt op. Selv en overlegen rapper som Jay Z kender til betydningen af et ordentligt beat. Det handler om at bryde grænser, ikke bare forlige sig med at tingene ligeså godt kan forblive som de altid har været. 4.21... The Day After lever fuldt ud op til sin titel. Festen var i går, dette er tømmermændene, og de er lige så kdelige som den slags plejer at være.