Gamereactor er som bekendt på MWC-messen i Barcelona lige nu, hvor producenter fra nær og fjern afslører nye produkter, og blandt årets fremvisere er Microsoft, der har noget ganske interessant på programmet.
Microsoft har nemlig løftet sløret for en række nye produkter, deriblandt HoloLens 2, ja en efterfølger til deres ambitiøse AR-headset, som aldrig nåede at bliver noget stort kommercielt hit, men er blevet brugt af blandt andet forskere.
Det nye headset fordobler mængden af "pixels per degree of sight" til 47 sammenlignet med det forrige, samt bedre dybdesensorer og indbygget AI. Med disse er det muligt for animeret indhold at eksistere sammen med eller oven på virkeligheden.
Dog er den stadig ikke tiltænkt almen brug, da dette nye headset koster hele $3500, og den softwaresuite der hører med koster $125 om måneden.
Med til det nye HoloLens har Microsoft også løftet sløret for en ny Kinect, der denne gang er ment som en forlængelse af HoloLens 2. Den hedder Azure Kinect, og hjælper HoloLens 2 med at kortlægge brugerens bevægelser, for så at skabe mere overbevisende animationer, lidt ligesom de ekstra kameraer der hører med til et HTC Vive-sæt.

