Xbox Game Pass Ultimate-abonnenter kan spille de fleste af tjenestens spil gennem Cloud-streaming, hvilket betyder, at du kan spille Xbox-spil på din laptop eller telefon, så længe internetforbindelsen er hurtig og stabil.
Nu skriver The Verge, at Microsoft er ved at være klar til at ekspandere deres cloud gaming markant, da de i næste måned vil give medlemmer af Xbox Insiders-programmet mulighed for at streame næsten samtlige Xbox-spil (med nogle få undtagelser på grund af udgiveraftaler), forudsat at de ejer spillene.
Normalt går der mindst en måned før, at nye funktioner rulles ud til alle efter en lancering for Xbox Insiders, men uanset hvad tyder det altså på, at du vil kunne streame de fleste af dine Xbox-spil mod slutningen af indeværende år eller fra starten af 2025.