Might & Magic: Heroes VI

Skak-lignende kampe imellem brikker fra alverdens mytologier og sagn står side om side med opbyggelsen af en økonomi og udforskning af en verden, hvor skjulte skatte og farer venter om hvert et hjørne.

Med opgaven om at lave en efterfølger til Heroes of Might and Magic-sagaen stod udviklerne Black Hole Entertainment over for et valg: ville de tage serien til nye og uudforskede steder, eller holde fast i traditionerne og dét, der har gjort serien elsket af sine fans? Might & Magic: Heroes VI vælger begge muligheder. Og navnet er vendt en anelse for lettere at differentiere mellem de forskellige afarter af M&M-underholdning.

Det er en hyldest til seriens fortid, og rammer noget af de gamle spils charme, som det femte kapitel ikke havde. Smukke klaver-arrangementer af toner fra en fjern tid rammer mig lige lukt i nostalgimusklen, da jeg spiller en rekreeret bane fra Heroes of Might & Magic II.

Faktionerne er også gamle kendinge, med alt fra Havens middelalderlige soldater og engle til Infernos røde dæmoner og helvedes afskum. Den ene nytilkommer, Sanctuary, passer uden problemer ind, og er inspireret af den undersøiske verden, overdynget med japansk mytologi og kultur.

Spillet handler stadig om at styre en ridende avatar rundt på et farverigt kort, opbygge slotte og kaste sin voksende hær og helt imod stærkere og stærkere modstandere. Det er som at møde en god ven, jeg ikke har set i mange år. En ven, der ligesom mig ikke helt er den samme længere.

Kampagnedelen centrerer sig om Griffin-dynastiet, efter at dets overhoved myrdes. Han har heldigvis nået at plante adskillige efterkommere, som hver har deres måde at håndtere deres faders død og de politiske efterdønninger på. Kampagnen fortælles igennem primitive filmsekvenser og dialoger, mens du rider rundt på spillets kort. Det er humant at lade historien omkranse en enkelt familie og dens udfordringer - hvilket klæder spillet.

Desværre er den fortalt mindre engagerende, med stemmeskuespil der kun er nogenlunde, og stive replikker, der undskylder, hvorfor de andre på kortet skal have tæsk.

Black Hole har strømlinet aspekter af Heroes-formlen. Der er færre ressourcer at jonglere rundt med, og de bruges i et mere spartansk interface. Tempoet føles hurtigere, da kampresultater kan fås med det samme, og spillets kort er mere fokuserede, hvor du hele tiden vejledes af mindre quests. Bekymringer om, at spillet så er blevet en hurtig overstået og letfordøjelig affære, kan jeg afvise; det er stadig et spil, der slubrer timer i sig til sent ud på natten.

En anden stor ændring er, at de mange evner og egenskaber, du i tidligere spil tilfældigt fik adgang til når dine riddere blev bedre, nu frit kan vælges. En uoverskuelig lang liste viser dem alle, inddelt i forskellige spillestile, med de mere potente er låst, indtil du får mere erfaring. Nu er der intet held i at sammensætte din ridder på den rigtige måde, da du fra starten kan fokusere på enten kamp, økonomi, udforskning eller magi, og jeg må indrømme, at den store valgfrihed næsten er for meget.

Der er gamle favoritter, som at kunne bevæge sig længere på kortet, og en større chance for at overtale neutrale hære til at slutte sig til din sag, men også nye og taktiske tilføjelser, der samarbejder med hinanden. En magi, der placerer en snestorm og fryser alt til is, kan for eksempel kombineres med en større chance for, at din hær giver ekstra skade imod tilfrossede fjender. Et nyt omdømme-system betyder at din spillestil også bestemmer hvad du får adgang til, alt efter om du spiller aggressivt eller defensivt.

Der er mange ting at tænke på i spillets kampe. Hver hær-enhed har unikke egenskaber, og gerne mange af dem. Når du skader fjenden, bliver din faktions unikke egenskab ladet op, hvilket kan give fordele, som at gøre én enhed immun over for ethvert angreb i en kort periode. Det er mange små dele og detaljer at holde styr på, og måske endda for mange for udviklerne.

En af mine store bekymringer, efter at have prøvet en tidlig version af spillet, er balancen imellem faktionerne. Det virker klart som om at nogle faktioner er bedre end andre - hvor jeg med de defensivt fokuserede Haven undgik enhver skramme, var kampe med de dæmoniske Inferno mere udfordrende og endte med store tab. Men det er noget Black Hole stadig har tid til rette op på før spillets planlagte udgivelse til oktober.

Might & Magic Heroes VI virker som et udmærket spil, og er godkendt som en del af Heroes-franchisen, men jeg er bare ikke sikker på, at jeg endnu engang vil bruge utallige timer på en formel, seriens treer perfekterede for over 10 år siden. Jeg ville elske at se en fortsættelse, der ruskede godt og grundigt op i serien, og ikke bare en finjusteret og smartere udgave af det samme.

Heldigvis findes der kun én af mig, og er du klar på mere turbaseret fantasy-strategi, ser Might & Magic Heroes VI ud til at være en velfungerende tilføjelse og et godt sted at starte for interesserede.