Mike Tramp, eller Michael Trempenau som nogen også kender ham som, fik sin debut helt tilbage i 70'erne som forsanger for bandet Mabel, der blandt andet vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen Boom Boom i 1978. Mabel gik i opløsning kort efter, og så dannede Mike bandet White Lion i USA. Bandet gik i opløsning i 1992, hvorefter Mike Tramp turnerede og indspillede med forskellige bands. Sidst blev han hele Danmarks rock-darling i TV2-showet Allstars, hvor han deltog med et kor. Her i 2011 udkommer der en ny plade fra den utrættelige vagabond.
Fra første akkord er det tydeligt, at Mike Tramp ikke er ude efter at skabe en musikalsk revolution eller en ny trend. De fleste ting er hørt før, fra de brede, let rockede guitarflader til de følsomme tekster og storladne omkvæd. Guitaren på åbneren Stand Your Ground lyder som et aflagt D-A-D-riff, og i det hele taget er pladen præget af en dum middelmådighed. Hvilket er ærgerligt, for Mike Tramp kan faktisk skrive nogle glimrende og meget fængende melodier. Det hele bliver bare en anelse for poleret og pænt. Stand Your Ground lyder lidt for meget som en rockplade, der er kørt igennem en popmaskine, og det er altså ikke pænt gjort.
Helt galt går det på pladens sidste nummer, antikrigshymnen The Soldier Never Started the War. Teksten er simpelthen så tåkrummende ringe, at jeg ikke ved om jeg skal tude, rase eller vælte rundt i latterkramper. Ingen af delene virker helt passende. Jeg har alligevel svært ved at blive rigtig gal på Stand Your Ground. For langt hen ad vejen gør den det, jeg tror den skal. Den skal give familien Danmark et lille skud rock, uden at blive farlig. Og så er den amerikanske stemning på langt størstedelen af pladen utrolig gennemført. Den kunne nemt være soundtracket til en mellemgod amerikansk roadmovie.
På den anden side har jeg også ret svært ved at blive glad for den. Man bliver aldrig rigtig udfordret, sangene ryger ind af det ene øre og ud af det andet, og Stand Your Ground er alt for let at glemme igen. Den tvinger aldrig lytteren til at stoppe op og høre efter, og ender i sidste ende som en slags kedeligt, musikalsk tapet.