
Galskaben omkring MindsEye, en af dette års mest bizarre udgivelser, fortsætter - og efter en katastrofal lancering ser det nu ud til, at studiet er i fuld gang med at finde ud af hvem syndebukken skal være.
Tidligere medarbejdere har allerede beskrevet et forfærdeligt og til tider direkte giftigt arbejdsmiljø, hvor spil udvikles, som om det stadig var 2005, og den øverste ledelse nægter at lytte til nogen under dem. Og som om det ikke var nok, har en af topcheferne nu beskyldt arbejderne for at være dovne og inkompetente.
Udtalelsen kom angiveligt fra Mark Gerhard, en nær allieret af den tidligere Grand Theft Auto-producent Leslie Benzies og medadministrerende direktør for Build a Rocket Boy. Det følger andre rapporter om, at den interne atmosfære på en eller anden måde er blevet endnu mere negativ.
Det skal dog siges at dette bare er en enkelt rapport om en udtalelse fra Gerhard, så tag det med et gran salt, men han har dog tidligere antydet at medier blev betalt for at kritisere spillet - og betalt af Rockstar, sågar.
Dette stemmer overens med de mange udsagn, der findes på websteder som Glassdoor, hvor Build a Rocket Boy beskrives som et direkte forfærdeligt sted at arbejde. Ikke ligefrem en glødende anmeldelse, og ærligt talt taler det endelige produkt for sig selv. Alle tegn peger på, at MindsEye bliver et af dette års største flops - et spil, der sandsynligvis vil være helt glemt inden længe.
Har du spillet MindsEye, eller har du - som mange andre - valgt at styre udenom?