Stilen er ambient og minimalistisk electronica af den slags, der med et koldt og monotont pumpende lydbillede, gør sig perfekt til et overophedet dansegulv pakket med svedende mennesker.
Musikken falder derfor fuldstændig igennem når det tages ud af sin rette kontekst og presses ned på et album. Numrene - hvoraf størstedelen er instrumentale - er atmosfæriske og legende, men de er for lange og mangler både substans og melodi.
Bedre bliver det ikke på de numre, der gæstes af solister som Nik & Jay og Camille Jones. Disse numre er dårligt mixet og arrangeret og vokalen får ikke plads i lydbilledet. Det får én til at tænke på, om solisterne er med for numrenes skyld eller for at understrege Breums succes som DJ.
Gå uden om dette album og hør Breums musik live i stedet.