Skip to main content
Gamereactor Hardware Motorola Edge 30 Ultra
Hardware

Motorola Edge 30 Ultra

Motorolas nye flagskib går direkte efter giganterne.
Magnus Groth-Andersen 28 november 2022

Selvom at Googles endelige lancering af Pixel-serien herhjemme i Danmark har sat tingene i relief på Android-siden af markedet, så må man ej glemme at det har været et kanon år for Android-telefoner af forskellige årsager. Vi har blandt andet fået den sublime Nothing Phone 1, og Note-seriens comeback i form S22 Ultra fra Samsung.

Men her på Gamereactor har vi længe haft et soft spot for Motorola, grundet de meningsfulde tilføjelser de har lavet til en ellers ret stock Android-oplevelser, og prisvenlige produkter i det hele taget.

Edge 30 Ultra er dog deres forsøg på at konkurrere med de store drenge i klassen, det er et flagskib, en contender, deres ultimative smartphone. Men igen; med så massiv konkurrence kan Moto så give os en dyr telefon der føles som en god deal?

Æstetisk minder den hel del om Samsungs S22 Ultra, den er høj, slank med en vægt på bare 198 gram og med en mat finish bag på, der heldigvis holder fingeraftryk for døren. Der er Gorilla Glass Victus både foran og bagpå og et relativt stort batteri på 4610mAh. Desuden lader Edge 30 Ultra med hele 125 watt via den lader du får med i æsken, og trådløst med hele 50 watt.

Displayet er et nyt P-OLED med 144Hz, HDR10+ support og en lysstyrke på op til 1250 NITS. Selve displayet er 6.67 tommer i 1080x2400 pixels, og det er måske opløsningen der potentielt set er den eneste dårlige nyhed her, eller om ikke andet det eneste reelle tegn på er der ofre lidt hist og her, eftersom nogle nok ville ønske sig en opløsning på 1440p. Når det så er sagt, så ankommer blandt andet Pixel 7 Pro og Samsung S22 Ultra ud af æsken med en opløsning på 1080p, så mon ikke størstedelen af forbrugerne ender med at bruge den alligevel?

Når det så er sagt, så er det et glimrende display i det hele taget, og selvom at det hele tager sig noget konventionelt ud med det karakteristiske hole punch selfie-kamera centreret i toppen, og den optiske fingeraftrykslæser i bunden, så er farvegengivelse, respons og kvalitet i top.

Det er den gode gamle Snapdragon 8+ Gen 1 vi møder igen her, som flankeres af enten 8 eller 12GB RAM, og op til 512GB UFS 3.1-plads. Selvom vi har set telefoner gøre vidundere med mere budgetvenlig indmad, så er det nu passende at se Qualcomms mest kraftfulde chip her. Den producerer fine resultater, og dem har vi efterhånden bragt så mange gange i et utal af smartphone-anmeldelser i løbet af året, at vi vil spare jer for dem her. Edge 30 Ultra er på linje med hvad du forventer.

Software-oplevelsen er stadig tæt på stock, dog med samme glimrende små tilføjelser hist og her. Moto Display er stadig en glimrende måde at interagere med dine notifikationer, og små genveje som at vride håndleddet for at åbne kameraet, og et enkelt hug for at tænde kameraet, er stadig geniale.

Så det hele hører til et flagskib, og det er også fair nok at direkte forvente fra en telefon der koster det samme som en S22 Ultra, og mere end en OnePlus 10 Pro og en Google Pixel 7 Pro. Så hvad mener Motorola kan adskille Edge 30 Ultra fra flokken? Ja, selvom at det er et minefelt at bevæge sig ind i, så er det nok ultimativt set kameraet.
Bagpå er der nemlig en central 200 megapixel wide med PDAF og optisk stabilisering. Det er den største linse vi har arbejdet med på en smartphone her på redaktionen. Den flankeres af en 12 megapixel telefoto med bare 2x optisk zoom, og til sidst en 50 megapixel 114 grader ultra-wide.

Se allerede der lugter kamerasystemet af kompromisser, for 2x optisk zoom er efterhånden ret lidt, og berøver brugeren den frihed det kan være at skubbe indad på et motiv uden at miste afgørende detaljer. Ligeledes er 114 grader næsten ikke navnet "ultra-wide" værdig i vores optik, og den gøres til skamme af linser som One Plus 10 Pros 150 graders ultra-wide.

Så det er 200 megapixel hovedlinsen vi er kommet her for. Den skyder automatisk via pixel binning så billederne bliver 50 megapixel, og selvom at linsens dybdeskarphed kan være svær at se, altså at det reelle fokusområde er så lille at motivet kan være ud af fokus selvom at det ligner at det hele står som det skal, så er der masser af detaljer og flot lys. Større linser har som regel lettere ved at samle lys, og det gør sig også gældende når natten falder på. Her får man altså ret flotte skud, særligt hvis man er tålmodig nok til lige at lade stabiliseringen arbejde. Der er naturligvis også så 8K-optagelser i 30fps, eller 4K i 60fps.

Så lidt dyr måske, måske lidt for dyr til direkte at vælte de etablerede giganter. Men lige meget hvad så beviser Motorola her at de kan andet end bare at undercutte konkurrenterne på pris, men at de kan sammensætte en smartphone der kan være med i samtalen.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.