Selvom at der er gået en smule inflation i Motorolas produktkatalog, så er det svært ikke at respektere deres samlede designfilosofi. Oftest er deres smartphones konkurrencedygtige prissat, de udkommer bredt i størstedelen af verden, de tager flere chancer end de fleste på designfronten (særligt med deres foldbare enheder) og deres Android skin er direkte minimalistisk.
Det seneste skud på stammen hedder Motorola Edge 50 Neo, og særligt Neo-serien er en lidt sjov størrelse, eftersom den skal klemme sig ind mellem den almindelige Edge 50, og den lidt dyrere Edge 50 Pro. Ja, som sagt er det et lidt tight line-up, men essensen er sådan set bare at der er en række aspekter der gælder for op til flere andre Motorola Edge-telefoner.
Først og fremmest er alt det fundamentale på plads til en pris der starter på 3999 kroner herhjemme. Vi snakker IP68-certificering (samt MIL-STD-810), Gorilla Glass, et okay batteri på 4310mAh og trådløs opladning på 15 watt. Det er en optisk fingeraftrykslæser, 68 watt trådet opladning og tre separate kameralinser - der mangler ikke rigtig noget her, det er helt sikkert.
Under kølerhjelmen finder vi en Mediatek Dimensity 7300 SoC, som er ganske tilforladelig, men dog også brugt i telefoner der er markant billigere, såsom Nothings CMF Phone 1, og denne kombineres dog med op til 12GB RAM og 512GB UFS-plads. Det er, med andre ord, helt i orden, fikst uden at være prangende så at sige, og vi tvivler på at man kommer til at mærke til det mere prisvenlige chipsets, heller ikke om et par og et par Android-platformopgraderinger senere.
Motorolas displays har altid været et højdepunkt, og det samme gør sig gældende her. Vi snakker et LTPO P-OLED i 1256x2760 pixels og en skærmstørrelse på 6.4 tommer. Derudover tilbydes der 120Hz, HDR10+ understøttelse og en lysstyrke der peaker på 3000 NITS. Det her er noget der ligner det man ville kunne forvente af et flagskib, og ydermere fungerer det det decideret storslået i praksis. Skærmen er læsbar under alle lysforhold, er både responsiv og skarp og tilbyder naturligvis den dybe kontrast vi efterhånden forventer os af OLED-paneler. Kombineret med fine stereohøjtalere er det svært at brokke sig over ydeevne, display og lyd.
Det bliver efterhånden sværere og sværere at finde på noget spidsfindigt at sige om hvad MrMobile kalder "slab-style phones", for vi er virkelig nået til et designplateau hvor der hverken sker synderligt meget indvendig eller udvendig mellem generationer. Edge 50 Neo er tilpas hurtig og responsiv, tilbyder alle de funktioner du kan tillade dig at forvente, men udover det førnævnte spændende Pantone-samarbejde, der sikrer at telefonen kan se flottere ud end de fleste andre, så er det her også konservativt. Selvom det lyder som en retorisk selvmål; du ved hvad du går ind til, på godt og ondt.
Kamerasystemet bagpå er Motorola særligt selvtilfredse over i deres markedsføring. Det er den genkendelige treenighed bestående af en 50 megapixel standard wide med PDAF og optisk stabilisering, en 10 megapixel telefotolinse med 3x optisk zoom til portrætter og til sidst en 13 megapixel 120 grader ultra-wide. Det er faktisk mere end bare tilforladeligt, eftersom disse mere budgetvenlige telefoner ofte undlader den ene af de to, eller erstatter den ene med en ligegyldig makro. Det her er alsidigt, det er velfungerende, og så langt, så godt. Det de er særligt glade for er implementeringen af Sonys LYTIA-sensor, mere specifikt en 700C på den centrale 50 megapixel wide. Dette er en af de nyere kamerasensor fra Sony, og skulle gerne tillade langt bedre indfangelse af særligt lys. Desuden er Motorola naturligvis hoppet med på AI-vognen med "moto ai-billedebehandling". Det er i princippet noget der ligner samme slags suite som enten Apple, Samsung eller Google tilbyder, hvorpå der fremhæves kontrast, tilbydes mere dynamisk rækkevidde og udvider skarpheden efter billedet er taget, og selvfølgelig gør Motorola også brug af mange af de AI-teknologier der fås indbygget som en del af Android.
Med andre ord; det er en blanding af gimmicks og funktionalitet, og det er op til dig som bruger at sortere. Det vi dog kan sige er at du for lidt mindre penge end for et gængst flagskib for utrolig meget alsidighed for pengene her, med tre forskellige linser der alle fungerer efter hensigten, og som har en nogenlunde jævn farvekemi imellem sig.
I det hele taget fremstår Neo-varianten i år som der hvor du får mest værdi for pengene, og udover et lettere forglemmeligt design, og den krybende fornemmelse at vi for alvor er ved at ramme et designplateau blandt smartphones, så er det her et slam dunk.