Vi kan rigtig godt lide Motorola her på redaktionen. Først og fremmest tilbyder de en virkelig ren Android-installation, og de tilføjelser de som regel tilbyder er ret så smarte, deriblandt hurtige gestusbaserede genveje, såsom at vride håndleddet for at starte kameraet. Derudover er Moto Display stadig en fantastisk måde at interagere med notifikationer på.
Dog har de samtidig ofte haft det problem, at de lancerer lidt for mange smartphones i løbet af et kalenderår, og hvad man derfor ender med er produkter der nærmest direkte udkonkurrerer hinanden, til trods for at de kommer fra samme producent. Samsung bruger nogenlunde samme strategi, og det har de også fået kritik for.
Så hvad har vi her i dag? Vi har en G71, en smartphone du gerne skulle kunne få for cirka 2100 kroner, og som på papiret tilbyder ret konkurrencedygtige specifikationer. Vi snakker 179 gram, 8.5 millimeter tynd, jack-stik, 5000mAh-batteri og Fast Charging på "bare" 30W - som du faktisk får med.

Det er en god start, og selvom at vi mangler eksempelvis trådløs opladning, så står de gode nyheder, til en vis grad, i kø. Eksempelvis har denne en Snapdragon 695, som godt nok stadig er blandt Qualcomms mere budgetvenlige SoC'er, men som er flere niveauer bedre end de resterende telefoner fra G-serien. Ydermere får du 128GB plads og 6GB som standard, som også, ville vi sige, er rigeligt.
Selve skærmen har ikke den gigantiske størrelse som lillebroren, G51, har fået plads til, og det er én af de mest bizarre ting ved den her telefon generelt. Du sætter cirka 200 kroner til sammenlignet med G51, og bevares du får et AMOLED-panel, der peaker på omtrent 700 NITS, så både farvekorrekthed, dybde og kontrast er et stort hak bedre. Men, panelet er til gengæld bare 60Hz, hvorimod det IPS du får på G51 er 120Hz. Naturligvis er det et kompromis, men at vælge imellem 6.8 tommers 120Hz IPS, eller et 6.4 tommers 60Hz AMOLED - det er ikke nogen dans på roser, og når nu det er en storebror, hvorfor er panelet så ikke bedre på alle måder?
Heldigvis er der også plads til andre gode nyheder, såsom udvidelse via MicroSDXC og en IP52-certificering, så Motorola er ved at få hang om de ting forbrugerne går ekstra meget op i.

Og I ved hvad vi har tænkt os at sige. Den her telefon står dig i mellem 2200 og 2300, og for bare 500 kroner mere sælger Motorola selv deres Edge20, en smartphone der kun står til at blive billigere eftersom vi nærmer os afsløringen af den nye Edge-serie, er bedre på alle parametre i en sådan grad, at den kun bliver lettere at anbefale. 8GB RAM, 6.7 tommer AMOLED 144Hz-panel, et bedre 108 megapixel kamera, et lækrere, tidssvarende design, der vitterligt giver visse flagskibe baghjul - Edge20 har det hele.
Hvis du er på udkig efter en Motorola, og det giver al god grund i verden, hvis du er det, så er det stadig Edge20 der er lettest at anbefale. G71 er ikke nogen dårlig telefon overhovedet, og den fremviser endnu en gang at Moto har fat i den lange ende, men sådan er det når man laver mange gode telefoner, der efterfølgende falder i pris.