Jeg har faktisk aldrig anmeldt en Motorola-telefon før. Jeg forsøgte at skaffe et testeksemplar af den foldbare Razr, men det blev ikke til noget, og heller ej deres flagskib, Edge+, formåede vi komme i betragtning til at anmelde. I stedet har de dog tilgodeset os med en ny model i G-serien, men hvis du tænker at dette bliver endnu et budgetorienteret plastikmareridt, så kan du godt tro om igen. Her indtager Motorola nemlig en OnePlus-position (eller OnePlus som de var engang), og går hårdnakket efter "flagship killer"-status. Mød Moto G100.
Moto G100 tager lidt designinspiration fra Honor, og præsenterer sig selv i et gradient farvedesign, hvor farven hælder fra dybblå til lilla. Det er så sandelig slående, og er umiddelbart med til at distrahere fra at hele enheden er i plastik. Nej, her er ingen aluminiumsramme, det hele er plastik. Det gør ikke altid noget, men her føles det ikke ligefrem luksuriøst. Dog ville det være en skam at kalde den grim, for det er den ikke. Kameramodulet stikker ikke for langt ud, der er en dedikeret Google Assistant-knap, og fingeraftrykslæseren er faktisk ganske glimrende. Desuden får du dobbelt SIM, microSD-udvidelse og sågar en hovedtelefonstik (long live the headphone jack). Det skal dog siges at selve højtaleren er mono, og lyder ret... skidt.

Og før vi taler ydeevne, kameraer og den slags, så kan man jo passende lige highligte endnu en positive note. Ikke bare lægger telefonen ret godt i hånden med sine lidt over 200 gram, der er blevet proppet et batteri på 5000mAh. Resultatet er ret tydeligt, telefonen har holdt noget der ligner batteri i 48 timer. Når den så dør, så er vi dog begrænset til opladning ved 20 watt, og der er ingen trådløs opladning, der virkelig er en skam.
Indvendig finder vi en Snapdragon 870, der automatisk giver adgang til 5G, og dertil hører også Adreno 650 GPU-modulet. Du kan desuden vælge imellem 8 eller 12GB RAM, og mellem 128 og 256GB UFS 3.1 plads. Det er specifikationer på (næsten) flagskibsniveau, og nej, jeg følte på intet tidspunkt at jeg direkte ventede på Moto G100, hverken når jeg spillede PUBG Mobile, Gwent: The Witcher Card Game eller lavede noget som helst andet på telefonen. Jo, du kan vise GeekBench-scorer frem der påviser en klar forskel mellem en 888 SoC i en Galaxy S21+, men for at være helt ærlig, i daglig brug er det bare svært at skelne.
Faktisk er det umiddelbart svært at se præcis hvad der direkte "mangler" ved Moto G100. Jo, der er der nogle ting, såsom en officiel IP-certificering, og den førnævnte trådløse opladning, men der er ærlig talt rigtig meget for pengene her, som i øvrigt er cirka 3700 kroner her i landet.
Jo, der er måske selve panelet. Det er 1080p, og det gør faktisk virkelig ikke noget. Det er dog et LCD-panel, der ikke giver helt samme kontrast som de AMOLED-paneler vi er vant til at se. Dog taler vi her adaptiv 90Hz, som oftest fastholder et flydende tempo. Desuden er der understøttelse af HDR10 og vi snakker også omkring 500 NITS. Nej, det er intet imod Samsung Galaxy S21 Ultras 1500 NITS, men igen - det er nok essensen af en "nice to have". Selve farveprpfilen er dog lidt kønsløs, og der mangler virkelig noget punch her. Det hele bliver bare lidt fladt at se på, og Google, Samsung og Apple laver alle enheder der godt nok ikke er helt lige så billige, men som har paneler der er uendeligt mere tilfredsstillende at kigge på.

Kameraerne er heller ikke noget der direkte imponerer. Jo, vi snakker da fire linser, eller snarere tre sammen med 3D Time of Flight-sensor. Mere specifikt har vi en 64 megapixel hovedlinse, en 16 megapixel ultra-wide og en dybdesensor på 2 megapixel, der sammen med ToF'en giver bedre bokeh- og dybdeeffekter til blandt andet portrætter. De to agerer ligesom stand-in for en traditionel telefotolinse. Tilsammen imponerer de ikke, men det er faktisk helt okay. Der er fin farvebalance, solid kontrast og godt lysindtag.
Lyset er dog afgørende her, for samtlige linser falder rimelig meget fra hinanden så snart der ikke er tilfredsstillende mængder lys. Der er en dedikeret Night Mode, der hjælper en smule, men det er ikke nogen mirakelmager, og Moto G100's kameraer kræver habil lyssætning. Men så fungerer de til gengæld også.
Til sidst er det måske værd at nævne Motorolas nye Ready For-platform. Det er en slags DEX-klon, der via et simpelt USB-C kabel kan transformere din G100 til en desktop-erstatning, hvis altså denne tilsluttes en monitor. Derefter kan du parre et basalt Bluetooth-tastatur, og en mus, og så har du faktisk en computer. Den begrænsede erfaring vi har fået med Ready For fungerer dog ganske flydende, med adgang til stort set alle de applikationer og systemer det kræver at lave relativt banale arbejdsopgaver. Det er en solid platform hvorfra man kan gro nye ideer, men for at blive en reel DEX-konkurrent er det nok afgørende for Motorola at komme på noget Ready For kan, som andre ikke kan. Men smart er det.
Som sagt koster en G100 omtrent 3500 kroner. Det er ikke gratis, men det er samtidig 3000 mindre end en iPhone 12, og over 1000 kroner mindre end en Galaxy S21. Samsung vil i øvrigt sælge dig en A72 til nogenlunde samme pris, men her får du en Snapdragon 720G og 6GB RAM. Med andre ord; Moto G100 er ret meget for pengene. Det er ikke nogen perfekt "flagship killer", men den er hurtig, robust designet, og når ja; det er også helt og holdent stock Android med ret fine tilføjelser, såsom Moto Display.
