Mr. McMahon (Netflix)

Hvad gør man, når fiktion og virkelighed blandes sammen, og man som historiefortæller og mediepersonlighed ikke længere ved, hvad der er hvad? De fleste ville selvfølgelig forsøge at træde et skridt tilbage, genvinde fodfæstet og udarbejde klare retningslinjer for, hvad der er hvad, og hvilken »persona« der skal optræde hvor og hvornår. Men ikke WWF/WWE-chefen Vince McMahon. Han omfavnede det faktum, at wrestlingpublikummet så ham som en magtliderlig, hensynsløs skurk af en CEO og lod det gå så vidt, at han tilsyneladende knap nok selv vidste, hvor grænsen gik mellem wrestlingstjernen McMahon og personen Vince McMahon. Her går Tiger King-produceren Chris Smith i gang med det, der er en af de mest fascinerende dokumentarserier i årevis.

Jeg kan huske min første kontakt med WWF: World Wrestling Federation. Det var i 1987, jeg var lige fyldt ni år, og min klassekammerat (som havde en parabolantenne på taget og dermed var den sejeste kat i kvarteret) viste mig Hulk Hogan, der løftede den gigantiske Andre the Giant op og kastede ham til jorden under Wrestlemania. Jeg var i chok. Hypnotiseret af den svedige, brutale vold, jeg lige havde været vidne til, og derefter; en nyfødt, passioneret wrestlingfan. De følgende år var præget af WWF for mig. Jeg slugte det hele. Rick the Model Martel. Macho Man. Mister Perfect. Hacksaw. Yokozuna. Bret Hart. Hulk Hogan. Ultimate Warrior... Jeg slugte alt, hvad der blev sendt, og i begyndelsen af 90'erne var jeg så optaget af Vince McMahons og hans olierede wrestleres »historier«, at jeg næsten ikke talte om andet.

I dag er situationen selvfølgelig en anden. Jeg er ikke det mindste interesseret i »pro-wrestling«, uanset om der står AEW, TNA eller WWE i nederste højre hjørne, og jeg har sandsynligvis ikke set mere end et par minutter i de sidste 20 år. Alligevel er det selvfølgelig ikke gået min næse forbi, at WWE-ejer og wrestling-mogul Vince McMahon har bragt sig selv i en vanskelig situation i løbet af de sidste to år, anklaget og sigtet for voldtægt samt seksuelle overgreb og menneskehandel. Og her er Netflix tilsyneladende faldet over en stor, skinnende guldklump.

Optagelsen af de interviews, der ligger til grund for dokumentarserien Mr McMahon, begyndte nemlig allerede i 2021. Vince gør det klart i starten af den første times interview, at han ikke er særlig tryg ved at tale om sig selv og sin egen personlighed, om hvordan han altid ser fremad, føler sig utilpas ved en tilbageskuende tilgang og heller ikke ønsker at gå for meget ind i firmaets historie, fordi der er begivenheder og hændelser, som ikke er »sikre for tv«. Hvad han selvfølgelig ikke ved, er, at han mere end 18 måneder senere vil blive anklaget og sigtet for flere lovovertrædelser, herunder voldtægt, seksuelle overgreb og menneskehandel, og at den reservation, han oprindeligt gav udtryk for, selvfølgelig allerede har været det første store skridt i retning af at grave sin egen grav.

Resten er en dybt, dybt fascinerende rejse ind i tarmene på et yderst dysfunktionelt konglomerat af virksomheder, der har domineret underholdningsformen i mere end 40 år og er blevet styret fra kontrolrummet med en absolut jernnæve af en magtsyg, grådig, kompromisløs, uforskammet idiot af en mand. Netflix er dog omhyggelig med at lade mig som seer sluge hele billedet, før de dømmer, og selv dem, der elsker Vince, får en stemme på samme måde som hans kritikere, hvilket sammen med alle stofferne, selvmordene, dødsfaldene, steroiderne og udnyttelsen af kvinderne bygger en borg af tvivlsomme moralske værdier, mangelfuld logik, løgne og bedrag, som i sidste ende kulminerer i slutningen, der efterlod mig rørt, fascineret og forarget.

For på den ene side er han beviseligt ond, Vince McMahon. Ondskaben personificeret. Delvist sindssyg, helt sikkert. Han udnytter, underminerer, knuser og sviner på en måde, der får ham til at ligne en gammel filmskurk, samtidig med at han definerer sine egne præstationer på en måde, der gør, at vi ikke har andet valg end at kalde ham en af de største promotorer nogensinde. Meget af det, han har gjort i årenes løb, mange af hans overordnede beslutninger for WWF/WWE, har været geniale, og mens The Rock med sin sleske fremtoning forklarer præcis, hvorfor han er så stor, får vi lov til at se en nedtrykt, træt Bret Hart vende bøtten og give en helt anden side af sin tidligere chef.

Hvis jeg skal klage over noget, så er det, at Netflix ikke rigtig kommer ind under huden på Vince, som de måske burde have gjort. Vi får alle at se hvorfor, og det skaber helt klart mystik omkring denne forhadte mand og forretningsmand. Jeg ville dog gerne have set lidt mere om »manden« og måske lidt mindre om forretningsmanden. Jeg kan også mærke, at der mangler baggrundshistorie og indsigt i de ofre, Vince har bragt gennem årene, men alt i alt er dette noget af det bedste, Netflix har gjort siden Tiger King. Uanset om du er fan af pro-wrestling eller ej - så er du nødt til at se Mr McMahon. For det, han har opbygget i sin levetid, er på mange måder en knap så flatterende og stærkt indstuderet miniudgave af den amerikanske kultursfære. Intens, eksplosiv, højlydt, farverig, overdrevet, løgnagtig, storslået og frem for alt falsk.