Skip to main content
Hardware

MSI GE63VR R7F Raider



MSI prøver sig med nye ting, lavere pris, heftigere køling, og bedre tastatur pakket ind i aluminiumslegering og med et 120 Hz display

Kim Olsen 30 oktober 2017

Som nogle af MSI's bundkort er der også her DAC-chips fra Sabre, et firma der også leverer til store hifi-firmaer, som eksempelvis Gryphon Audio og Alluxity.

MSI GE63VR R7F Raider

, som vi herefter skal kalde "denne bærbar" for jeres skyld, udmærker sig ved flere ting. Det første er det meget rene design, hvor man tilsyneladende har dyppet hele kabinettet i en aluminiumsbrønd. Det giver en meget glat overflade, der dog stadig formår at fremstå rimelig robust, på trods af at det er en af de lettere modeller vi har med at gøre. Den er ikke så let at det bliver hovedfokus, men med indmaden i mente, så er de 2.4kg helt fint med os.

Hvis vi tager indmaden først, så er den rigtig fin, 256 GB M.2 SSD og en 1 TB SATA HGST-harddisk, 32 GB Kingston 2400 DDR4 RAM, og en i7-7700HQ med et HM175 chipset. Styresystemet er ikke overraskende Windows 10, og der sidder et fornuftigt GTX 1070 fra Nvidia - et kort der er ganske udbredt i bærbare, da det har den rigtige kombination af rå regnekraft, men uden at varme eller strømforbrug er helt grotesk.

Den testede udgave havde et ganske gennemført 120Hz LED-panel, der findes dog også en udgave med et IPS-panel, dog 60hz. Især til skydespil må 120Hz-panelet anbefales, og selv mere statiske spil som eksempelvis Total War: Warhammer 2 har nu altså godt af et panel på 120Hz eller mere.

Der er også smidt noget farveforstærkning/ægthed efter panelet - og det kan ses (antager vi, da vi ikke har set panelet uden). Det kaldes True Colour, og farvemætning, sortniveau og kontrast hører da absolut også til noget af det bedre vi har set i en bærbar i lang tid. Lysstyrken er ganske fin, og en af de mere kraftige vi har testet.

Tastaturet er fra Steelseries med individuel RGB-belysning. Det giver en række ganske sjove muligheder, og selve driveren fra Steelseries kommer forprogrammeret med en række ganske sjove indslag, blandt andet nationale flag, som kan stå og lyse hvis man nu er i det patriotiske lune. Det er et klassisk chiclet type, og det er fint til normal brug, om end at mere hardcore gamere nok vil tilslutte deres eget tastatur alligevel. Tastaturet har dog også numeriske taster, det ser man ikke altid på en bærbar. Herudover så medfører et tryk på funktionstasten, at de normale symboler i tasterne slukker, og at kun funktionssymbolet dukker op - i kontrastfarve. Det er både lidt blæret, og det gør det også meget nemmere at bruge i hverdagen.

Undersiden er næsten skeleteret, der er givet plads til noget seriøs luftgennemstrømning, og lettere underligt så er også computerens højttalere fra Dynaudio placeret her. Rent akustisk giver det god mening at forsøge at koble lyden til underlaget, og på den måde få yderligere forstærkning, men det havde været rart med især en diskant der vendte den rigtige vej. Rent designmæssigt giver det dog nogle fordele, og det virker som et meget bevidst valg.

USB-portene er oplyst med rød - det kan virke noget poppet, og at RGB-folket er fået for langt, men så snart at der ikke er dagslys på, så giver det faktisk rigtigt god mening, reel RGB-belysning og diskofarver og mønstre er dog nok ikke mange år væk.

USB-portene tæller en C type med usb 3.1, 3 USB 3 porte, et Ethernet-stik, SD-kortlæser, HDMI og Minidisplay-port, samt mikrofon og hovedtelefonstik. Der er Wifi og Ethernet-port fra Killer i form af Doubleshot Pro, samt Bluetoth 4.1

Batterilevetiden er som sædvanligt ikke super god, og det skal retfærdighedsvis nævnes, at vi kørte med skærmen på maksimal lysstyrke, og strømstyring sat til maksimal ydelse. Set i det perspektiv, så er to timer faktisk ok. Nedsætter man lysstyrke på skærmen og fifler lidt med strømindstillingerne, så burde man kunne få 40-50% længere levetid ud af det.

De mange indbyggede hukommelsesteknologier sikrer hurtige datastrømme og opstart, og computeren opleves lynhurtig og responsiv generelt.

Benchmarkdata er som følger:
3D Mark
Time Spy: 5363
Fire Strike Ultra: 4092
Fire Strike Extreme: 4524
Fire Strike: 13749
Sky Diver_ 30578

Total War: Warhammer:
Ultra 77,7 FPS
high 95,6 FPS

Total War: Warhammer 2:
Ultra 68,7+
High 94,9

The Division:
99,2
77,9

Middle Earth: Shadow of War:
High: 98
Very High: 86
Utltra: 80

Der er med andre ord tale om en ny moderne PC, hvor du nemt rammer 60+ FPS - men det må også forventes til en pris på 17.500 kroner. Det er nok vores største anke, den er lige et par tusinde kroner for dyr for mange, og det er ærgerligt, for den er på mange måder et fint potpori af hvad man kan præstere med en bærbar lige nu.

Og så til varme og støj. Støjen er ganske hæderlig generelt, og dikteret af GTX 1070-kortet. Her kommer vi op på 42 dB. Slår man Cooler Booster til, så stiger støjen voldsomt, til 62 dB, men GPU'en bliver så også koldere, og vi ender på 67 grader for GPU, og 78 grader for CPU. Det er de laveste temepratuere under maks belastning jeg husker at have målt nogensinde, så må det være op til den enkelte om man vil leve med støjen. Uden Cooler Booster stiger CPU temepraturen 8-10 grader (det varierede under testen, med 88 grader som maks), og GPU lå typisk på 71-72 grader.

MSI's Raider er særdeles fornuftig, og har nogle sjove, men brugbare ekstra features, den ekstra kærlighed til køling trækker især op - men det burde være muligt at sælge en bærbar med et GTX 1070 lidt billigere.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.