Det mest diskuterede/debatterede emne i spilbranchen er muligvis den evige krig imellem PC-spillere og deres konsol-modpart. Uanset hvilken hjemmeside man besøger er diskursen altid den samme: Alt er bedre på den community-selverklærede "PC-Master Race", og de sølle "console peasants". En 21. Århundredes debat med lånt terminologi fra 20. Århundredes autokratiske styrer. I mange år har jeg selv tilhørt sidstnævnte kategori, hvorfor min oplevelse med en af MSI's seneste bærbare modeller, en MSI GS63 7RF Stealth Pro, opfostrede en bestemt forventning efter mange år på den anden side af hegnet.
Som den første kommentar må jeg straks komplimentere på den overordnede hastighed og ydeevne som computeren præsterer at holde uanset hvad man foretager sig. Selvom jeg i længere tid har været en garvet bruger af Apples stærkeste iMac-enheder kom MSI'ens funktionalitet alligevel bag på mig, da den er versatil og stadig stabil. Det kan bare noget når en i7-processor, et GTX 1060, masser af RAM og MSI's særlige design og originale teknologi spiller sammen. Hestekræfterne er der og mere til, og går man blind ind for at købe en transportabel spillecentral, jamen så klarer den alt du kan kaste efter den.
Ydermere er designet synonymt med ordbogens ord for skønhed og sans for finesse. Tastaturet er lækkert, det regnbueskiftende RGB-lys tilføjer en visuel dimension, og selve computeren er en alt i alt kompakt såvel som hyper post-modernistisk pakke med et flair for sci-fi.
Dog handler det jo selvfølgelig mest om spillene og deres præstation i forhold til andre muligheder på markedet, hvorfor jeg også fik smidt en række forskellige store og velkendte titler igennem maskinen. Heriblandt var The Witcher 3: Wild Hunt, The Division, Dota 2, Hellblade: Senua's Sacrifice og en masser af andre. Som regnet var der selvfølgelig ingen problemer med Dota 2, hvilket ikke kom som en større overraskelse og her gik jeg hurtigt videre til The Division, som også kørte som fod i hose med klokkeklar framerate og visuel fremstilling.
Både Dota 2 og The Division var dog en helt anden sag sammenlignet med den helt store spiller, The Witcher 3: Wild Hunt. Her blev det på kort tid gjort klart, denne PC ikke var lavet til at kunne trække alle store spil på ultra high eller sågar high grafiske indstillinger. Den grafiske kvalitet er altså ikke på højde med det man skal forvente af en high-end PC. Især The Witcher 3: Wild Hunt placerede sig behageligt i midten.
I rollen som en "console-peasant" var det altså ikke på dette punkt, at hele mit verdenssyn ville blive udvidet. Til gengæld, hvilket også blev nævnt tidligere, var spillenes framerate helt i top uanset titel, hvorfor der ikke var et eneste dyk i gameplayet. Når snakken falder på dette punkt er det rart, at selvom grafikken ikke leverer den helt himmelske præstation formår selve mekanikkerne at være lige i skabet.
Afsluttende er det en fed maskine, som leverer på næsten alle fronter og efter mine mange eventyr stadig er lækker at tilbringe tid med.