Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português / Français / Nederlands
Gamereactor
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
Gamereactor Danmark
musik-anmeldelser

Atoms for Peace - Amok

Yorke, Flea, Waronker og Godrich - med de navne er der lagt op til noget stort, og Atoms for Peace skuffer bestemt ikke

  • Tekst: Magnus Groth-Andersen

Som både det uhyre elektroniske lydbillede, den glasagtige vokal og det sort-hvide tegneserieinspirerede albumcover alle antyder, er "Amok" en direkte fortsættelse af Thom Yorkes musikalske eksperiment udover rollen som forsanger i Radiohead. Første gang var det med The Eraser under eget navn, og med sit minimalistiske lydbillede og utroligt elektroniske udtryk, tog den både Radiohead-entusiaster og nye fans med storm. Det er nu 7 år siden, men Thom Yorke har skam ikke hvilet på laurbærrene i mellemtiden. Han har nemlig formet supergruppen Atoms for Peace, som nu har sin debutskive på gaden, og rent stilistisk fortsætter den stilen fra The Eraser.

Trommemaskinen falder taktfast, små synthede keyboard-loops florerer, og stærke basgange holder rytmen ved lige. Musikken hvirvler sig rundt om lytteren som en trance, og med Thom Yorkes karakteristiske skrøbelige vokal i front, skabes der, trods det mangefacetterede lydbillede, et vidunderlige mellemleje mellem rytmisk electronica og en sjælfyldt ro. Det tager, lige som med The Eraser, lidt tid før man vender sig til det stærkt manipulerede udtryk, hvor nye elektroniske virkemidler tages i brug på hver af albummets ni numre. Tempoet er perfekt udlignet, og hverken sangskrivning eller melodiske færdigheder kommer til kort i løbet af albummet. De elektroniske lydoverfalder skurrer hele vejen igennem, men det betyder ikke at numrene falder sammen. Både sangskrivning og de rytmiske opsætning, mesterligt sammensat af Joey Waronker, gør at numrene føles adskilt fra hinanden, men bakker samtidig op om den samme elektroniske idé. Singlen "Default" har med sine Kraftwerk-inspirerede keyboards og kreative percussions en helt distinkt stil og leder tanken hen på elektronisk soul, hvorimod "Unless" er en summende, hypnotiserende hymne, der trækker på en mere genkendelig melodisk struktur.

Amok er et elektronisk mesterstykke, der igen beviser at Thom Yorke er en musikalsk naturkraft. De elektroniske elementer er så velspillede, hvilket ikke er så underligt når man ser, at resten af gruppen består af Joey Waronker fra blandt andet Beck, Flea fra Red Hot Chili Peppers og Nigel Godrich, der blandt andet har arbejdet sammen med Paul McCartney og U2. Det erfarne orkester pardannes med Thom Yorkes genkendelige vokal, der gør at lydtapetet både virker eksperimenterende og genkendeligt på samme tid. Alle der har en tendens til at falde for elektroniske opsætninger burde give Amok et lyt, den fortjener din opmærksomhed.

Atoms for Peace - Amok
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer