Ifølge Activisions CEO Bobby Kotick, så er firmaets næste Call of Duty-spil ikke planlagt til udgivelse på Pc. Da han forleden snakkede med firmaets vigtige investorer, gjorde han det klart at det næste Call of Duty, formodentlig det tredje kapitel og ikke blot en afstikker, i øjeblikket kun er under udvikling til næstegenerationskonsollerne.
Det betyder naturligvis ikke at PC-folket nødvendigvis går glip af det næste Call of Duty-spil, da der kan være tale om et produkt i stil med Big Red One, men i dette tilfælde ville Activision nok være lidt mere specifikke.
Hvad der dog er interessant, hvis vi nu antager at det er det næste reelle Call of Duty-spil, er om det så også er Infinity Ward, holdet bag de to første spil, der skal stå for udviklingen af dette tredje kapitel. Vi håber på at få en endelig forklaring på årets E3-messe.