Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Naruto: The Broken Bond

Naruto: The Broken Bond

Også i anden omgang formår Naruto at kapre nye fans. The Broken Bond er et fint bekendtskab for både fans og ikke-indviede. Kristian har leget nihalet ræv og er godt tilfreds.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Torsdag. Midnat. Jeg er som vanligt ikke klar til at sove, så jeg tænder for fjernsynet og ser, om der ikke skulle være et eller andet at falde i søvn til. The Daily Show er desværre lige slut, og det er mestendels billige, amerikanske tv-serier, der fylder sendefladen på dette tidspunkt. Men på DR 1 lyner og brager det i takt med, at en lille, hidsig ninja på 12 år kæmper for at blive den største kriger i sin landsby. Men helt ærligt... Knægten har knurhår og et temperament som en afrikansk kamp-bille, så det bliver igen Al Bundy, som får lov at vugge mig i søvn. Jeg er altså for gammel til 12-årige knægte med knurhår og hidsigheder...

Kære Naruto-fans - undskyld. Men mit kendskab til Naruto begrænser sig altså til et par korte glimt fra serien, som kan følges på DR, og den har ikke fanget mig. Og det er der et par ganske overfladiske grunde til. For det første er det så godt som umuligt at følge med i historien, som for en "nybegynder" virker ganske indspist. For det andet er den japanske fortællemåde alt for overgearet og personlighederne alt for dramatiske for en gammel mand på 31. Og for det tredje så stjæler det al min opmærksomhed, at ninja-knægten bærer rundt på en samling knurhår, som ville få enhver fed, dansk tamkat til at blive grøn i pelsen af misundelse. Ja, ja, det har uden tvivl noget at gøre med, at ninja-knægten slæber rundt på en indre nihalet ræv, men det ser altså fjollet ud.

Jeg erkender dog, at jeg heller ikke har givet Naruto en ærlig chance - men knægten har bare ikke fanget mig. Og lige præcis derfor var det en dejlig overraskelse, at det seneste Naruto-spil med undertitlen The Broken Bond gjorde mine alle mine forbehold til skamme. Her er masser af god fortælling, som jeg fint kan forholde mig til og følge med i. Og selv om det også tydeligt fremgår, at spillet har rødder i animé-universet, så gør udførelsen, at det ikke går ud over interessen hos en ikke-fan som undertegnede. Rent faktisk har spillet med sin fortælle-glæde formået at gøre mig mere interesseret i Naruto-universet, så hvem ved, hvad jeg gør, næste gang valget står mellem Naruto og Al Bundy.

The Broken Bond tager over, hvor forløberen Rise of a Ninja, sluttede, hvilket vil sige, at handlingen læner sig op ad animé-seriens afsnit 81 til 135. Det er også herfra, spillet har fået sin titel, for The Broken Bond henviser til venskabet mellem Naruto og Sasuke, som bliver udsat for sin hidtil største udfordring, da Sasuke lader sig lede af mørket i sit hjerte og slutter sig til den onde Orochimaru i håbet om at blive stærk nok til at få hævn over sin bror, som har slået hele deres klan ihjel. Men Orochimaru har naturligvis en bagtanke, og nu er det op til Naruto at redde både venskabet, sin ven og sin landsby.

Dette er en annonce:

Rigtige Naruto-fans vil med garanti glæde sig over, at det er muligt at nedsvælge oplevelsen med både japanske og engelske stemmer. Jeg prøvede begge dele og valgte hurtigt de engelske udgaver, men der er ingen tvivl om, at originalsproget giver spillet mere af den autentiske Naruto-fornemmelse, hvor dialogen er væsentlig mere ophidset og overgearet. Som spiller er det dejligt selv at kunne foretage dette valg, og det er er en af forklaringerne på, at Naruto gør sig til både ægte fans og alle os, der hidtil har stået på sidelinien. Samtidig er det svært ikke at leve sig ind i Naruto-universet, som både på lyd- og billedsiden er ganske vellykket. Omgivelserne flyder med klare farver, og både melodier og lydeffekterne under kampene er velkomponerede og underbygger tegneserie-stilen flot.

The Broken Bond er en blanding af kamp og eventyr, hvilket vil sige, at man løber rundt i det åbne univers og løser masser af gåder og opgaver, men med jævne mellemrum skal man også skal kæmpe mod tyve og fjendtlige klaner for at bringe historien videre. Når man kæmper, skifter spillet til en decideret kamp-arena, som man kender fra alle andre fighting-spil, hvilket gør det muligt at indbygge et relativt dybt kampsystem i spillet. Tempoet er højt, men helt sikkert til at have med at gøre, og så er det samtidig sjovt i kraft af de specielle jutsuer, som er et af de bedste aspekter ved The Broken Bond. En jutsu er et særligt trick, der rammer ekstra hårdt, og selv om der altså er tale om et almindeligt special move, så er originaliteten bare lidt større i Naruto-spillene.

For eksempel kan Naruto fyre en kærligheds-jutsu af, som forvirrer fjenden nok til, at man ustraffet kan hamre løs på ham. Men det er ikke kun i kampene, man kan bruge jutsuerne. Når Naruto - eller en af de andre spilfigurer, man får også får lov til at styre undervejs - løber rundt i spilverdenen, er jutsuer også vejen frem, og det er med til at gøre spillet til andet og mere end blot et eventyr iblandet almindelige slåskampe. Hver karakter har naturligvis sine egne, specielle jutsuer at gøre brug af, og det giver et godt mix, at man hele tiden får lov at lege med de forskellige evner. For eksempel mestrer Naruto den jutsu, som gør, at han kan mangedoble sig selv, så alle klonerne tilsammen kan udgøre en hængebro, som man kan krydse afgrunde og vand med. Og når man i starten af spillet udfører nogle opgaver sammen med Shikamaru, får man også kontrollen over dennes evne til at udsende en lang skygge, som kan kravle under huse og forhindringer og deaktivere fælder på lang afstand. Det er den slags indbyggede mini-games, som er med til at give The Broken Bond sin sorgløse sjæl og gode humør.

Et af målene for spillet har været at udvide spilverdenen og gøre den tilgængelig for masser af udforskning, og det er nok her, nogle vil mene, at tøjet stadig strammer lidt for meget. Der er godt nok tale om en relativt åben spilverden, men det er samtidig også meget tydeligt, at den har skarpt definerede grænser. Man er ikke i tvivl om, hvor grænserne går i form af bygninger, klipper og træer, og det gør, at man trods friheden til at løbe rundt tydeligt får fornemmelsen af, at der er en bestemt vej, man skal. Og det er der også, for The Broken Bond er styret af sit manuskript, og det vil blive bemærket af dem, som er på jagt efter en mere dyb Naruto-oplevelse. Den får man ikke her. Men man får en solid gang action-eventyr med både et godt kampsystem og et lettilgængeligt univers fyldt med overkommelige missioner. Og så får man først og fremmest en god oplevelse med masser af fortælleglæde. Vi ses på DR, Naruto - med og uden knurhår!

Dette er en annonce:
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
Naruto: The Broken Bond
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Lækker tegneserie-grafik. Gode stemmer. Velfungerende kampsystem. Godt fortalt.
-
Lidt for indelukket univers. Gammeldags missionssystem.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Naruto: The Broken BondScore

Naruto: The Broken Bond

ANMELDELSE. Skrevet af Kristian Troelsen

Også i anden omgang formår Naruto at kapre nye fans. The Broken Bond er et fint bekendtskab for både fans og ikke-indviede...



Indlæser mere indhold