Forventningerne er store. De er faktisk rigtig store. Dette album har efterhånden været udskudt over et par gange, og den musikalske forventning er stødt dalende, når forsinkelser oftest skyldes at det gennemarbejdede materiale simpelthen ikke er godt nok.
Jeg har stor respekt for begge kunstnere. Nas er en af hiphoppens sværvægtere, og han formår at holde balancen mellem troværdig gademusikant og flamboyant luksusdyr. Hans lyriske kunnen er fænomenal, men hans valg af produktioner har ofte skæmmet hans plader, og han har i min bog ikke lavet noget epokegørende siden Gods Son.
Damian Marley er et mere uskrevet kapitel. Med et kæmpe musikalsk talent, har han taget lyttere med til store oplevelser. Men han kommer med en vældig bagage i og med at hans far er den afdøde legende Bob Marley. De to har nu slået sig sammen på pladen Distant Relatives som er en konceptplade. Det lyder ærlig talt en smule søgt, når man proklamerer at konceptet er One Blood. Altså at det er det samme blod der flyder i årene på os alle sammen, og titlen på pladen giver også en del hakker i klichébogen. Man kunne hurtigt være nervøs for en løftet pegefinger, men heldigvis er Marley's produktioner så bastante og kraftfulde, at det skaber den perfekte grobund for det umage par.
Rent lyrisk bevæger albummet sig fra alt mellem introperspektive skriverier til omfangsrige internationale problemer og katastrofer, som bliver revset gennem talentfulde musikere. Lyrisk er vi på niveau med sange som Welcome to Jamrock og If I Ruled The World respektive sange fra begge kunstnere.
Der er nok at tage fat på, og numre som My Generation hvor tidens problemer bliver set i lyset af generationens fejl og mangler, er ganske geniale. På Strong Will Continue får man et dybt indblik i de triumfer og sejre, som begge kunstnere har haft igennem hårde perioder af deres liv, hvor tingene ikke altid har flasket sig. Og der bliver talt med store ord til den internationale verden på Africa Must Wake Up.
Gennem albummet bliver alle de rigtige spørgsmål stillet, og det sætter konstant lytteren på tæerne. Why do we all collide? - Why do the young die? Det er en konstant blanding af store emner og personlige anekdoter, hvor Nas grådfuldt forkaster fødslen af sit første barn. Begge kunstnere tager chancer, ved at lade deres personlige oplevelser kollidere i et større perspektiv, og en nyfunden respekt er bestemt fundet frem for begge kunstnere.
Det mest imponerende er dog, at disse kunstnere formår noget, som de fleste ikke gør. De formår at snakke med store bogstaver om store emner, og små bogstaver om egne personlige fejl og oplevelser uden at lyde hverken søgte eller utroværdige. Kun kunstnere af denne kaliber kan formå at hive sådan en kanin op ad hatten. Med ærlige følelser, intelligente rim, iørefaldende melodier og en rød tråd igennem hele projektet er det her ikke bare en milepæl for dem begge som kunstnere, men bestemt også som sociale poetiske profeter.
Lige meget om det er blandingen af levende instrumenter og samplede passager som på The Promised Land, eller det er elementer fra forskellige kulturer og genrer, så skuffer produktionerne ikke, der er tæt på perfekte. Der kan skrives mange sider om produktionerne på denne plade, for hvert nummer har allerede en plads i min bog, og hvis en kunstner kan opnå at matche det lyriske niveau fra Nas med produktioner der komplimenterer alle aspekter af det sagte ord, så kan jeg ikke ønske mig mere fra et så ambitiøst projekt.
Fra første gennemlytning står Nas og Damian Marley som brødre. Ikke af blod, men musikalske brødre. De supplerer hinanden på en fantastisk måde, og As We Enter er det perfekte åbningsnummer. De arbejder sammen på en ganske vidunderlig måde mens gæstestjerner som Stephen Marley, Lil Wayne, Dennis Brown, Joss Stone og K'Naan supplerer godt.
Dette er et album med sans for detaljerne. Det er fyldt med dem - men intet er bare fyld for fyldets skyld. Duoen formår at være succesfulde på alle områder. Dette er i sandhed et album, som hylder det bedste fra to verdener, og selvom det er prøvet et par gange før, føles det for mig, som første gang det nogensinde er lykkes.
Relationen mellem Nas og Damian Marley høres igennem musikken, men også gennem budskabet, og begge har skabt en milepæl i deres karriere.