
Før jeg flyttede ud af København for efterhånden en del år siden, så blev der for alvor sparket gang i "elløbehjulsrevolutionen". Udlejere som Lime og Voi stormede ind på scenen, og dengang var det mildest talt imponerende at man ved at bruge en app altid havde rimelig direkte transport hjem. Lovgivning skulle på sigt gøre det lidt sværere for disse løbehjul at netop tilbyde den allestedsnærværende, gnidningsfrie transport der var hele pointen bag konceptet, men elektriske løbehjul er ikke bare kommet for at blive, men lader fortsat til at have en stadig voksende tilstedeværelse i både bybilledet, og sågar herude i forstæderne hvor jeg i dag bor.
Den nye EasyRide 20 fra Navee fejler ikke noget, og du kan sågar få netop den her mere tilgængelige model for cirka 2200 kroner, men at stille sig op på det her en hel del år efter jeg først begyndte at leje dem når jeg skulle hjem fra byen til min lejlighed på Østerbro, så er jeg lettere overrasket over hvor lidt der er sket med design, brugbarhed og features.
I dag kan du få et EasyRide 20 til 1699 i Elgiganten. Det er en ret vild pris, tag ikke fejl af det. Det er godt nok et tilbud i skrivende stund, men selv prisen på 2149 kroner er langt, langt lavere end de fleste nærliggende konkurrenter, og i særdeleshed dem fra etablerede konkurrenter. Selv Lite-udgaven af Xiaomis Electric Scooter 4 koster et par hundrede kroner mere.
Og der er ikke blevet sparet de basale funktionsforventninger en moderne forbruger kunne have. Det vejer 15 kilo, og er let at "knække", folde sammen og eventuelt have med på et skylder. Det er overraskende at vi endnu ikke har fundet en måde at reducere vægt eller masse på i en sådan grad, at en bruger hurtigt kan folde en model sammen til noget der relativt kan bæres, eventuelt via et indbygget håndtag, eller et mere sammenfoldeligt design der tilbyder dimensionerne at blive mindre.
Motoren er på 250W, dog med hvad producenterne kalder en "spidseffekt" på 450W. Det betyder nogenlunde hæderlig acceleration, men siden du nok mest af alt kører ude i trafikken, så er der en fast tophastighed på 20 km/t, så uanset spidseffekt, så er du bundet til den samme hastighed som alle andre. Dog betyder motoren at du kan klare stejle hældninger, og jeg oplevede på ingen måde at den bremsede mig, eller var ved at løbe tør for juice i det almindelige bakkede landskab omkring mig, eller inde ved Gamereactor-redaktionen i Lyngby.
20 kilometer på en opladning synes ikke at være synderligt meget. Det tog ikke mange Google-søgninger at finde elløbehjul der vejer stort set det samme (E-Wheels E2S V2 Pro vejer 15 kilo - et enkelt mere) men som præsterer en rækkevidde på 50 kilometer. Det lader til at netop rækkevidde er det primære sted der er sparet, men her synes Navee at være gået et skridt for vidt.
Til gengæld er byggekvaliteten overraskende sublim. Der er IPX5-certificering, så du sagtens kan køre i regnvejr, punkteringsfri dæk og et bundsolidt ABS-system, der overbevisende bringer dig til fuld stop uden at glide eller slippe i vejrgrebet, selv hvis den opbremsning er pludselig og hård. Men måske mest af alt er der ikke sparet på kvaliteten af de lavpraktiske materialer, der udgør der hvor du står, der hvor du holder, der hvor du kigger. Og den medfølgende app er desuden responsiv med stabil Bluetooth-forbindelse, fin køredata og mulighed for at låse op direkte.
Selvom at jeg savner lidt innovation, eventuelt i design eller for den sags skyld bare i funktionalitet, så er det svært at argumentere imod så lav en pris, særligt i det tilbud der står beskrevet ovenstående. EasyRide 20 genopfinder ikke konceptet, og er tæt på de første elløbehjul jeg brølede beruset gennem København på for mange år siden, men samtidig er det svært at underkende hvor meget mere tilgængelig den her transportform bliver gennem så konkurrencedygtige priser, og jeg må erkende at du får meget for pengene, selvom jeg personligt gerne ville betale lidt mere for lidt mere lir.