Navee N65 II
Der er total forvirring blandt Navees egne produkter, men det holder stadig fint.
For noget tid siden sendte Navee os hele tre løbehjul på én gang, et ST5 Pro SE, et GT5 Max og N65 II - det er sidstnævnte vi anmelder som rosinen i pølseenden. Grunden til at jeg bringer de to første anmeldelser i spil her, er at Navees line-up synes unødvendigt knudret, hvor der ikke er en tydelig sammenhæng mellem pris, funktionalitet, vægt og rækkevidde. Du kan betale meget og praktisk talt få mindre, eller omvendt.
Og det bliver ikke meget bedre her. Navees egen vejledende pris er mellem 5500 og 6200 for N65 II, cirka det samme som GT5 Max, og det til trods for at sidstnævnte har en højere nominel effekt (700W versus 600W), en højere batterikapacitet, en længere rækkevidde, affjedring både foran og bag på og bedre effekt på stejlere hældninger. Jo, den vejer 800 gram mere, og kan tåle 20 kilo mindre, men målt på de her centrale parametre, så er GT5 Max vel det åbenlyse køb, ikke?
Det skal dog her siges, at GT5 Max har været på markedet længere, og lige nu ses på relativt aggressive tilbud, men det vidner stadig om en modelstruktur, der for den almene forbruger fremstår lettere forvirret.
Til gengæld er der nyheder hos N65 II, der er værd at nævne, og som kan være med til at forklare forvirringen. Først og fremmest er den konstrueret i såkaldt QSTE 420-højtryksstål, samt langt kraftigere hængsler, der gør den enormt robust at have med at gøre. Du kan se med det blotte øje, at selve sammensætningen er mere solid, og det kommer naturligvis også til udtryk i en maksimal belastning på 150 kilo, i stedet for 130 kilo.
De deler naturligvis også en masse behændigheder. Der er Apple Find My-funktionalitet, slangeløse dæk på 10.5 tommer og et ret behændigt 4 tommer farve-LED display, der byder på et hav af informative små ikoner. Lygten foran er skarp, TCS-systemet holder en stabil på vejen, og bremserne er decideret glimrende.
Med andre ord; N65 II er slet ikke noget ringe elektrisk løbehjul, og sammenlignet med andre konkurrenter tilbyder Navee en topmodel, der sagtens kan konkurrere. Men det er altså værd at gå tilbage til GT5 Max igen, desværre, selvom Navee nok sidder og er lettere forvirrede over at jeg bruger så meget spalteplads.
Bar enkelte materiale-specifikke ændringer og en mere robust konstruktion, så er der virkelig ikke nogen god grund til ikke bare at købe GT5 Max. Nominel og peak effekt, batterikapacitet, rækkevidde, affjedring, maksimal stigning - det er alt sammen bedre, og det er netop disse parametre de fleste vil bruge til at træffe en købsbeslutning. Hvis N65 II havde været langt lettere, så havde det været en anden snak, men vi taler 23.6 kilo overfor GT5 Max' 24.8 kilo. Der er en forskel, men begge er små tanks, der ikke synes synderligt behændige i dagligdagen, fordi de alle har Navees "SUV-like" designprofil.
Det er mig en gåde hvorfor producenter som Navee absolut skal lave så mange forskellige produkter. For en "daily commuter" er der V25I Pro II, GT3 Pro, G5, G5 Pro, ST5 Pro, ST3 Pro, GT5 Max, ST5 Pro SE og nu N65 II. Sidstnævnte er placeret i "off-road adventure" kategorien, også, hvilket nok skylde de brede 80 millimeter all-terrain dæk med et langt grovere dækmønster. Det betyder at de er designet til at kunne præstere i mudder, grus, sand og på skovbund, men jeg kunne ikke helt finde et scenarie hvor forskellen var decideret markant.
Igen; tag ikke fejl. Det her er et godt løbehjul. Et rigtig godt et, sågar. Men Navee skyder sig selv i foden med den her prissætning, med den her modelstruktur, så jeg kan ikke rigtig andet end at anbefale en af Navees egne modeller i stedet for denne.



