Som de fleste nok ved, udvides Blizzards succesfulde kortspil Hearthstone: Heroes of Warcraft snart med indhold, der kan få de fleste oldschool-spillere fra World of Warcraft til at juble.
Det står nemlig på et gensyn med Naxxramas og de velkendte fløje i den klassiske instance. Nu har Blizzards annonceret priserne på udvidelsen, således vil man for $24,99 (cirka DKK140) få adgang til hele indholdet, mens de enkelte fløje kan købes for $6,99, hvis man foretrækker det. Ligesom man kan optjene guld til at åbne de enkelte fløje i spillet.
Hovedspillet er som bekendt gratis at spille med en yderst fair freemium-model, hvor man kan optjene nye kort gennem arena-kampe eller vælge at hoste op med penge for ekstra kortpakker.
Hvad siger I til at betale for udvidelsen? Er det velfortjente skillinger til Blizzard for at tilbyde mere indhold inklusiv en singleplayer-del (som modsat den såkaldte tutorial kan vise sig at have væsentlig mere kød på sig), eller vil du tage den lange vej og optjene guldet til udvidelsen?
Her på redaktionen er vi godt tilfredse med at spytte en smule i kassen for et fremragende spil, men måske du har det anderledes?