Vi er kun et par uger fra, at Play by Play Studios debuterer med deres hæsblæsende 3v3-variant af digital basketball, når NBA The Run lanceres til PC, PS5 og Xbox Series X/S den 9. juni. Men forud for den officielle udgivelse har udvikleren netop bekræftet, at spillere kan tyvstarte på løjerne tidligere end forventet. En åben betatest er nemlig lige om hjørnet.
Den åbne beta skydes i gang allerede nu på lørdag den 30. maj kl. 19:00 CEST og løber frem til søndag den 31. maj kl. 15:00 CEST. Det kræver hverken forhåndstilmeldinger eller særlige koder for at få adgang til banen; du skal blot downloade spillet, og så er du klar til at drible løs.
Hvad angår selve indholdet i betatesten, får spillerne mulighed for at kaste sig over Knockout-spiltilstanden - enten som solospiller eller på et hold af tre. Banen vil være spækket med absolutte topnavne fra sportens verden, herunder Giannis Antetokounmpo, Scottie Barnes, LaMelo Ball, Jalen Brunson, Stephen Curry, Anthony Davis, Luka Dončić, Kevin Durant, Anthony Edwards, Cooper Flagg, Shai Gilgeous-Alexander, LeBron James, Damian Lillard, Donovan Mitchell, Ja Morant og Victor Wembanyama.
Undervejs vil der være rig mulighed for at blære sig med avancerede dunks, vilde tricks og specialdesignede detaljer, der tilfører den helt rette portion streetball-flair til de intense opgør.
Har du tænkt dig at snøre basketskoene og teste NBA The Run af i weekenden?