Skip to main content
Hardware

Netgear Wi-Fi 6 Nighthawk Pro Gaming XR1000

Netgear leverer her en router med alle de features du kunne ønske dig som gamer - bortset fra én.
Magnus Groth-Andersen 26 januar 2021

Vi har haft et ret godt forhold til Netgears Nighthawk-routere i løbet af de sidste par år. Jo, dyre har de været, særligt AX12'eren, der lignede noget taget ud af Star Wars. Hvorimod det design fortsat bibeholdes i de nyeste AX12-modeller, så består Nighthawk-udvalget naturligvis af en række forskellige modeller, og det er sågar muligt at købe sig ind i WIFI 6-fremtiden uden at skulle købe en 12-stream router til over 3800 kroner.

Netgear tilbyder nemlig også Nighthawk XR1000, en router der ligeledes giver adgang til det gaming-optimerede DumaOS, har fuld WIFI 6-funktionalitet, men som "bare" koster 3000 kroner. Hallelujah.

Lad os faktisk starte med designet. Nej, vi ved så sandelig godt at det ikke er det vigtigste, og det er muligt for mange at gemme deres routere væk. Men der findes også dem der ikke kan, enten fordi deres COAX-forbindelse kommer direkte ud af væggen og ikke kan forlænges, eller simpelthen fordi de ikke vil risikere en ringere forbindelse ved at putte den bag lås og slå. Og desværre virker det lidt som om at Netgear her tager et skridt tilbage. De har jo AX'erne, Star Wars routerne, så hvor er den mere subtile og samtidig mere modige æstetik? Den er ingen steder at finde, og i stedet er vi tilbage til sort med røde accenter, som var hele routeren hovedet på en ringe udført robot fra Star Trek i 80'erne. Øv.

Til gengæld er der blevet skruet ned for antallet af antenner, bare fire i steder for AX11000'erens otte. Derudover finder vi WIFI- og WPS-knapper, samt fine LED-indikatorer der viser aktivitet på 2.4GHz, 5GHz, LAN og USB. Bagpå finder vi fire gigabit LAN-porte og en gigabit WAN, samt en USB 3.0-port, reset-knap og tændknap.

Der mangler som sådan ikke noget, udover at nogle måske ville argumentere for at fire LAN-porte er i den lave ende, men den primære problematik her udspringer uden tvivl af manglen på multi-gig LAN, altså en port på 2.5 gigabit. Igen, det er ikke just en feature der er afgørende for alle, men den er nok afgørende for dem der vil bruge så mange penge på en gaming-orienteret router.

Indvendig finder vi en 1.5GHz trekernet processor, samt 512MB RAM. Takket være AX5400-arkitekturen tillades der hastigheder op til 600MBps på det ene bånd, og der beamformes imellem 2.4GHz og 5GHz-båndene på ganske sømløs vis, så der er hastigheder op til 4.8GBps på 5GHz. Og når ja, MU-MIMO teknologi er her også.

I forhold til ren og skær hastighed så vi ret imponerende resultater. Adskillige målinger i samme "testrum" gav os 839MBps på en 1000MBps-forbindelse, som er en del hurtigere end andre gaming-orienterede router vi har haft igennem trædemøllen de sidste par måneder. Det skal dog siges at vi hverken har data fra direkte konkurrenter som TP-Links AX11000. Det tal faldt til 196MBps efter vi bevægede os over i den anden ende af husstanden, cirka 10 meter væk, og med adskillige vægge imellem.

DumaOS forbliver en primær grund til at acceptere XR1000's mindre spektakulære ydre, for både opsætning og operation af routeren er ret fantastisk. Vi sagde det samme om den dedikerede Orbi-applikation, men Netgear har virkelig oppet sig i løbet af de sidste par år.

Først og fremmest tilbyder den nye DumaOS 3.0-version en række spændende nye funktioner som Geo Fencing, der lader dig vælge imellem servere i verden med den bedste ping. Du får også et bedre overblik takket være deres Ping Heatmap, samt allokeringsværktøj til båndbredde og en virkelig handy Traffic Controller.

Ikke bare det, det hele er faktisk relativt overskueligt for selv de uindviede, og her taler vi både om selve applikationen til iOS eller Android, men også bare det at gå ind på "routerlogin.net", og enten sætte op eller operere hele netværket derfra. Der er dog ret avancerede indstillinger at finde hele vejen rundt, så det er virkelig en "best of both worlds"-situation, som Hannah Montana ville sige.

Prisen er stadig høj. Selv med nyere WIFI 6-teknologi, DumaOS i baghånden og al den support og erfaring Netgear kan kaste efter dig, så er 3000 kroner fortsat meget. Men altså, hvis du er målgruppen, så går du altså ikke galt i byen. Dog skal det siges, at antallet af LAN-porte er en kende lavt, og at der ikke er multi-gig LAN overhovedet vil være en potentiel dealbreaker for mange.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.