Som regel plejer vi at holde os til at anmelde reel elektronik her, som i brede træk kræver at noget kan... ja, sættes i en stikkontakt. I det her tilfælde kommer produktet "Foodi StaySharp" fra Ninja (det kan du nok også fornemme på det kiksede navn alene), og alene af den grund spidser vi ører, fordi det altid er sjovt at anmelde produkter fra netop den her producent.
Ninja tænker altid ud af boksen, og forsøger altid at kombinere eller transformere brugsscenarier med deres grej - det er ikke altid det virker, men det er utrolig let at sætte pris på ideerne, på skabertrangen, på innovationen.

StaySharp er som sådan et ret simpelt koncept; du har køkkenknive derhjemme, og måske sidder disse i forvejen i en form for knivblok. Over tid bliver de sløve, og skal slibes, men i stedet for at have en knivsliber i en skuffe et sted, så er denne indbygget i selve knivblokken, monteret lige til højre for knivene selv. Det betyder at du, relativt let, kan tage en kniv ud, stikke den ind i sliberen, køre den frem og tilbage via en lille knap, og så har du, i princippet, en slebet kniv klar til brug.
Igen; ideen er letforståelig, og uendelig smart. Du skærer ned på individuelle stykker grej i dit køkken, samler alsidige funktioner i de samme ting, og holder dine knive skarpere i længere tid, fordi det nu er enormt gnidningsfrit.
Jeg er ikke synderligt godt klædt på til at udtale mig om knivenes kvalitet, dog. Du betaler små 1500 kroner for et sæt af seks knive, og et hurtigt sammenlignende kig på sæt fra Onyx, Casper Sobczyk eller Zwilling fortæller mig at hele prisen er i den billigere ende. Ninja selv påstår at de er i formsmedet tysk rustfrit stål. Desuden er selve konstruktionen ét massivt, kontinuerligt stykke, der løber helt ud til skaftet, og alle seks knive føles ret så lækre i brug.
Inde i selve blokken sidder et dynamisk slibehjul med sten. Det hele fungerer ved at du tager en kniv ud af dets proprietære hul, og stikker det ind i sliberen. Du kan derefter "pumpe" på en knap for at føre det her slibehjul ved en optimal vinkel. Det er ret så simpelt, og resultatet synes at være effektivt. Ninja lover at knivene holder sig skarpe i 10 år, hvis man sliber dem regelmæssigt, hvilket er lidt af en påstand.

Der er dog ulemper her, der spolerer festen en smule. Selvom det her et eller andet sted bare er et hul, så er det sjovt nok et proprietært hul - det passer kun til Ninjas egne knive. Så hvis du mister en, eller en går i stykker, så skal du købe dem enkeltvis hos Ninja. Desuden er hullerne der opbevarer knivene ligeledes skåret til så de akkurat passer det her specifikke sæt.
Desuden har Ninja generelt et problem med materialer og æstetik. Jo, til dels kan dette undskyldes ved at en StaySharp-blok virkelig ikke er synderligt dyr, men omvendt er det på tide at Ninja dropper de her meget plastikagtige konstruktioner til fordel for noget mere minimalistisk og tidssvarende. Måske aluminium? Eller måske lidt træ hist og her? Pointen er at StaySharp, fra afstand, ser billigere ud end den er.
Når det så er sagt, så er ideen, igen, tydelig og solidt gennemtænkt. Produktet fungerer totalt efter hensigten, og er meget tydelig i hvilket problem det løser - og så løser det netop det problem med bravur. Hvis du er en "filthy casual" i et køkken, så vil du have skarpere, bedre knive tilgængelig oftere, hvis du har en StaySharp, og det er vel hele pointen, ikke?