Nintendo Switch 2 Welcome Tour

Efter at have anmeldt spil i over to årtier er det rart stadig at kunne blive overrasket og føle, at der er udfordringer tilbage. Switch 2 Welcome Tour er et perfekt eksempel på dette. Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvordan jeg skal gribe det an og se på det, og jeg har også svært ved at finde en egentlig målgruppe, selvom jeg synes, det er ganske fornøjeligt.

Jeg antager, at jeg ikke var den eneste, der løftede øjenbrynene, da Nintendo annoncerede det som en slags introduktionstitel til Switch 2. Mange har sammenlignet det med Wii Sports, idet spillet fungerer som en slags rundvisning i den nye hardware og de muligheder, den tilbyder. Men hvor Wii Sports var et spil for alle, føles Switch 2 Welcome Tour ikke som et spil for nogen, undtagen måske en lille, super-indviet skare af hardcore-fans, der godt kan lide eksperimentelle titler og et langsomt tempo.

Min første tanke var, at det selvfølgelig burde have været inkluderet med konsollen, ligesom Wii Sports var - noget, der i høj grad bidrog til at gøre Wii til Nintendos daværende største konsolsucces. Switch 2 Welcome Tour har dog tydeligvis ikke samme sexede, strømlinede og intuitive appel som Wii Sports og befinder sig snarere i den modsatte ende af skalaen. Her handler det om super-små figurer, masser af tekst og en overraskende kompleks opbygning.

Switch 2 Welcome Tour lever i den grad op til sit navn, da store dele af spillet foregår ovenpå en kæmpe Switch med alle detaljer. Jeg spiller som en mikroskopisk lille figur, og ovenpå konsollen findes der telte, som fungerer som demo-stationer, quizborde med personale bag, og andre stationer og personer, der går rundt. Alt på konsollen - knapper, stik, højttalere, magneter med mere - er klikbart, og trykker du på noget, får du en forklaring på, hvad det gør.

Ved at kigge på alt og krydse ting af i hver sektion, samt ved at gennemføre demoer og quizzer, låser man op for nye områder af konsollen og tilhørende tilbehør. Jeg tog min lille figur (som selvfølgelig kan tilpasses til en vis grad) og begyndte at udforske - først den enorme venstre Joy-Con 2, derefter skærmen og så den højre Joy-Con 2. Det er ikke altid nemt at komme videre, og det kræver et vist antal medaljer og fundne ting, som ofte er ganske godt gemt.

Personligt blev jeg lidt overrasket over, hvor detaljeret Nintendo er i deres beskrivelser af alting. Welcome Tour går virkelig mere i dybden, end man skulle tro. Da jeg klikkede på den linse, der står for teknologien bag musemarkøren, lærte jeg eksempelvis, hvordan Nintendo arbejdede med forskellige linsevalg, fordi der er lidt mere afstand mellem linsen og overfladen end på en almindelig PC-mus. På samme måde lærte jeg, hvordan vibrationerne i Joy-Con 2 også kan bruges til at skabe lyd, og hvordan teknologien opnår dette - illustreret af den velkendte lyd af en mønt i Super Mario Bros. Der bliver ofte også smidt lidt historie ind, såsom at Nintendo minder os om, at de faktisk udgav en officiel mus i 1992 med Mario Paint og desuden havde Nintendo 64 Mouse i Japan i 1999. At Joy-Con 2 fungerer som mus, er altså ikke helt nyt for Nintendo.

Når man har læst op på et bestemt emne, kan man gå hen til et quizbord og tage en hurtig quiz. Spørgsmålene er ikke særlig svære, hvis man faktisk har læst opslagstavlerne omkring bordet (man får svarmuligheder, hvor en eller to ofte er humoristiske), men har man ikke læst noget, er det nærmest rent held. Det er en lidt usædvanlig opsætning, der mest af alt føles som om, jeg hjælper med at promovere Nintendo - hvilket både bekræfter min følelse af, at det burde have været inkluderet i konsollen, og samtidig får mig til at indse, at det bestemt ikke er for alle.

Det er et spil, som børn ikke kan spille på grund af al teksten, og det mere afslappede publikum, der køber en Switch 2, er næppe interesseret i at læse om magnetisk teknologi, der holder Joy-Con 2 fast på skærmen. Jeg tvivler også på, at gamere ligefrem gider vandre rundt og læse opslagstavler og prøve at huske, hvad der står. Det er ganske enkelt ikke et særlig velegnet spil at inkludere med konsollen - men jeg ved heller ikke, om jeg synes, det er særlig velegnet at tage penge for.

De forskellige demotelte, der findes rundt omkring, er dedikeret til forskellige funktioner i din Switch 2, og de er ret fascinerende designet. For eksempel viser Nintendo, hvordan 4K-grafik virker ved at tage den ultra-klassiske bane 1-1 fra Super Mario Bros og vise, hvor mikroskopisk lille den bliver på en 4K-skærm. Hele banen bliver bare en smal stribe på et normalt TV, hvor du ikke bare skal spille dig igennem, men også blandt andet tage ildblomsten, gå ned i et grønt rør og finde en 1-Up-svamp. For mig, der er lidt oppe i alderen, sad det hele fast (selvom jeg begik n00b-fejlen at dø på den første Goomba, fordi alt var så småt), men da en person på det halve af min alder (altså lidt over 20) prøvede samme sektion, kæmpede han i 15 minutter med at finde den usynlige blok med 1-Up, inden jeg fortalte ham, hvor den var. Igen - det er ikke for børn.

Andre øvelser, jeg prøvede, inkluderede at føre en kugle igennem en labyrint ved hjælp af Joy-Con 2 som mus, identificere billedfrekvensen på objekter, der fløj hen over skærmen (for at illustrere 120 billeder i sekundet), og et maracas-minispil, der viste den nye rystefunktion. Det sidste imponerede, idet Joy-Con 2 klart kunne skelne mellem maracas fyldt med større eller mindre ting.

Alle disse minispil har også højere sværhedsgrader, men de er reelt bare tech-demoer og ikke særlig underholdende i sig selv. En tilfældig gren i Mario Party har mere dybde end disse, og højere sværhedsgrader tilføjer ikke rigtig noget.

Min favorit blandt demoerne var en slags Twister-historie (ja, det populære før-fest-spil), hvor du skulle placere fingrene på farvede felter og klare alle ti. Nogle demoer skulle spilles på TV'et, andre på konsollens skærm - denne hørte til sidstnævnte, og fingrene blev hurtigt flettet sammen, men jeg syntes stadig, det var et sjovt indfald, der gav noget nyt. Alt i alt er disse demoer ikke noget særligt, men de er underholdende og opfylder formålet med at vise hardwaren frem samt motivere til at prøve igen for at få flere medaljer og låse op for nye ting.

Kort sagt er Switch 2 Welcome Tour et helvede at anmelde. Det er aldrig rigtig sjovt, men jeg keder mig heller ikke, fordi jeg arbejder med spil og oprigtigt er interesseret i Nintendo. Og det er til diskussion, om man overhovedet spiller, for at klikke på funktioner, læse fagtekster om konsollens batteri og ryste Joy-Cons eller tegne linjer med en mus kan dårligt kaldes gameplay.

Den største fejl ved spillet er dog, at man faktisk ikke kan gennemføre det, medmindre man køber visse tilbehørsdele. Har man ikke en Pro Controller, kan man ikke klare dens øvelser - samme gælder for kameraet osv. Jeg forstår det godt - man skal naturligvis bruge tilbehøret for at kunne benytte det - men det er ikke en særlig tydelig opsætning, og det burde være langt mere klart, at man ikke får den fulde oplevelse uden ekstraudstyr.

Ud over at Nintendo tydeligvis vil tjene penge på Welcome Tour i stedet for at give det med gratis, har min tid med spillet fået mig til at forstå, hvorfor de sælger det separat. Det er teksttungt, har masser af fagligt indhold og føles designet til en ekstremt snæver målgruppe. Jeg tror, det er et spil, som mange børn og nybegyndere vil afsky, og selv jeg - målgruppen - nyder det ikke rigtig. Det føles som at afkrydse en opgaveliste.

Jo, det er et meget billigt spil - der knap nok kan kaldes et spil - men det gør det ikke mere sjovt. Hvis du ved, at du ikke kan lide langsomt tempo, masser af tekst, lav interaktivitet og studier, så vælg noget andet. Men hvis du er en af de hardcore Nintendo-fans, der køber konsollen og alt tilbehøret og gerne betaler for at vise, hvad du kan, så er dette lige noget for dig.