Ligesom Microsoft og Sonys tjenester gør, så giver et Nintendo Switch Online-abonnement adgang til en række services - heriblandt flere online muligheder, naturligvis. Men derudover har man som medlem ligeledes adgang til et katalog af gamle NES- og SNES-klassikere, hvor Nintendo af og til tilføjer nye titler til samlingen.
Og nu har Nintendo annonceret, at endnu et par nye gamle spil snart bliver tilgængelige for Nintendo Switch Online-medlemmerne. Og blandt tilføjelser finder vi en vaskeægte klassiker. Den 15. juli lander nemlig Rares SNES-juvel Donkey Kong Country, der af flere sikkert huskes for sin afsindige sværhedsgrad - og for at være et fremragende platformspil.
Udover Donkey Kong Country får Nintendo Switch Online-medlemmerne også selskab af SNES-titlen Natsume Championship Wrestling samt NES-spillet The Immortal fra 1990.
Du kan se annonceringsvideoen herunder.