Nintendo tog her til aften tidligt hul på E3-messen med et 30 minutter langt minishow, hvor Nintendo-boss Saturo Iwata forklarede mere omkring den kommende Wii U-konsols controller. Navnet på controlleren bliver Wii U Gamepad, fortalte han blandt andet.
Under showet blev der kigget lidt på forskellene mellem prototypen der blev vist på sidste års E3-event. (...og en sort udgave blev også vist.) Som rygtet har den endelige model blandt andet analoge sticks i stedet for flade pads som det på 3DS. Stikkene kan klikkes, ligesom vi kender det fra controllerne på PS3 og Xbox 360. Desuden er de flyttet tættere på kanten, så de er lettere at nå.
Som vi har set det med eksempelvis iPad og Apple TV, kan de to stykker udstyr vise forskellige skærmbilleder på samme tid. Den vil også kunne snakke sammen med eksempelvis et Wii-board eller andre Wii-produkter. Wii U Gamepad er også udstyrket med gyro- og motion sensorer.

Blandt nyhederne var også, at Wii U Gamepad vil kunne bruges som fjernbetjening til ens tv via traditionel infrarødt lys, også når selve konsollen er slukket. Iwata beskrev den som en "fully independent infrared TV remote".


Iwata viste også Wii U Pro Controller, en mere traditionel controller i stil med dem, vi allerede kender fra PS3 og Xbox 360, der bliver tilgængelig som ekstra tilbehør til dem der foretrækker en normal controllers formfaktor, når skærmen ikke er påkrævet.
Nintendo brugte tid (og en fjollet reklamevideo) på at demonstrere konsollens sociale funktioner, kaldet Miiverse med det interne navn Mii Wara Wara. Her kan man blandt andet skrive beskeder til hinanden og benytte forums på Nintendo Network, direkte fra controlleren, så man for eksempel kan spørge andre brugere om hjælp med en svær boss. Skærmen vil også kunne bruges til videochat og statusopdateringer spillerne imellem.
Miiverse ville samtidig kunne tilgås på alverdens formater i fremtiden. For det første alle Nintendos konsoller, men også PC og mobiler (en iOS-app blev vist).
Iwata forklarede hvordan Miiverse vil være en del af Wii U's hovedmenu, så man kan se sine venners Miis og Miis fra andre spillere i ens land samle sig omkring ikoner for de spil, de aktuelt spiller. Her vil der også være talebobler, så man kan følge med i samtalerne omkring spillene på Nintendo Network i realtid.
Muligheden for at tilgå de forumlignende funktioner vil være tilgængelige i alle Wii U-spil, og Iwata fortalte også, hvordan udviklerne kan integrere dem direkte i spillene. Som eksempel viste de et klip fra et Mario-spil, hvor spilleren døde, og spillet så viste kommentarer fra andre spillere, der var døde samme sted.
Endeligt fortalte Iwata, at selvom Nintendo også har spændende 3DS-titler på vej, så vil de vise dem frem ved senere lejlighed. E3 står i Wii U'ens tegn.
