Med rødder i to verdensdele og en stemme, der snildt fejer store madammer som Lauryn Hill af banen, jah, så er der skabt grobund for dette nye vidunder.
Hun er nu af sted med sit andet album, efter en debut i 2005, som vi åbenbart valgte at overse. Det er ikke til at forstå, eftersom det album blev tilskrevet at være på højde med føromtaltes Lauryns bedste værk til dato, The Miseducation of Lauryn Hill.
Men nu er hun her for alvor, og så er det bare med at holde fast i denne spraglede skønhed. Hun fik en del airplay via P3 her i Danmark med nummeret Heartbeat, og er et stensikkert reggaehit her i sommerlandet. Hun kan minde om vores egen darling Natasja, og hun kan være en hip M.I.A., og vigtigst af alt: Så er hun bare den bedste udgave af sig selv.
Det er stærk reggae, det er lækker vokal og det er nyt og spændende. Word!