Skip to main content
Gamereactor Hardware NOS C-450 Mini Pro RGB
Hardware

NOS C-450 Mini Pro RGB

Du kunne let støde på NOS-produkter i din lokale Elgiganten, men bør de flyve ned i indkøbskurven?
Magnus Groth-Andersen 11 februar 2021

Det er faktisk ikke så ofte at vi her på Gamereactor håndterer produkter fra en producent vi aldrig har hørt om. Ligeledes er det faktisk lang tid siden at jeg personligt har været fysisk i en Elgiganten-butik, og i det her tilfælde hænger de to tilfælde sammen. Elgiganten har nemlig i dag deres helt egne in-house elektronikmærker, der pryder butiksgulvet, og som naturligvis byder på højere profitmarginer, da produktionen sker internt.

Men er det ikke normalt noget af det skrammel man afskriver helt? Om ikke andet har kæder som Wallmart adskillige gange bevist at deres evner til at producere noget der ligner habil forbrugerelektronik er... ja, mangelfuld for at sige det mildt.

Mød NOS, et af Elgigantens egne brands, som primært står for gaming-orienterede mus og tastaturer. Målet her er simpelt - konkurrencedygtig pris og farverige konstellationer, og begge dele er tydelige på deres flagskibstastatur, C450. Her er der tale et 60%-tastatur, altså er det endnu mindre end et "tenkeyless", og har hverken numpad eller dedikerede piletaster. Desuden er der etablerede RGB-profiler, Outemu-taster og vigtigst af alt en masse farverige Special Edition-udgaver.

Lad os dog lige slå lidt i bakgear. Hele chassiset er først og fremmest i hård plast, men det gør ikke så meget, da det både føles robust, og byder på stort set ingen bøjelighed, hverken den ene eller den anden vej. Desuden har NOS valgt at fastholde en relativt subtil branding, kun ved hjælp af et enkelt logo på kanten af chassiset. Direkte smagfuldt er det måske ikke, men tilpas underspillet. Ydermere er der et stofkabel på cirka to meter, som faktisk er uhyre robust, og ligeledes er selve USB-C indgangen bag på ret så simpel, og ikke proprietær.

RGB-belysningen er ikke programmerbar som sådan, og du kan kun tilpasse det ved at køre igennem forskellige modes ved brug af Fn+*, som giver dig adgang til 18 forskellige slags. De er tilpas lysstærke og forskellige, jeg manglede som sådan ikke vild tilpasning gennem Synapse eller Swarm. I det hele taget har NOS valgt at holde C450 helt software-fri, og selvom det naturligvis kan være en ulempe, hvis du er den type der netop gerne vil fifle, så er det nærmest et plus at tastaturet kan fungere helt og aldeles uden. Dog skal det siges at genvejene til afgørende funktioner såsom Fn Lock, aktivering af piletaster som primær funktion, samt afgørende funktioner som Scroll Lock, Print Screen og Delete sidder gemt bag ekstra Fn-funktioner, og det står ikke anført på selve tasten. Derfor er det stort set nødvendigt at have den lille pamflet med sig rundt til at starte med.

Og hvordan er tasterne så? Som før nævnt er det Outemu-taster, og hvis det ikke får en klokke til at ringe, så er det som sådan ret direkte kloner af Cherry-taster. Hvis du kan komme dig over det, så er disse Cherry Red-pendanter faktisk ganske habile, men tilfredsstillende mængde distance fra hvileposition til aktivering, og med nok modstand til at give den "clicky"-følelse, som netop taster som disse må og skal give.

Et NOS C450 Mini Pro kommer til at stå dig i cirka 599, som er billigere end konkurrenternes, tag ikke fejl af det, men måske ikke så meget billigere som man kunne have håbet. Et Keychron K2 koster godt nok 729 kroner, men det er både trådløst og har individuelle RGB-indstillinger. Det er nok snarere op imod et Ducky One, der koster cirka 1000 kroner, at sammenligningen bliver mere favorabel, eller et Razer Huntsman Mini 60%, der vil stå dig i cirka det samme.

Set med de briller på, så er det faktisk prisværdigt at Elgiganten har lavet et brand, der godt nok mere prismæssigt aggressivt til, men som virkelig er uendeligt meget bedre end det skrammel du kan finde på fjollehylderne i Netto. Nej, det er ikke et tastatur fra Razer, eller HyperX, men det er virkelig et kig værd.

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.