
Kvalifikationen til Tekken World Tour er godt undervejs, og har været det en rum tid. Det nye turneringsformat - hvor turneringsorganisatører kan skabe deres egen point-givende kvalifikationsturnering hvis de samler nok deltagere og følger et specifikt regelsæt - har virkelig sat gang i Tekken-miljøet verden over.
Blot i weekenden har der været en række kvalifikationsturneringer rundt omkring i verden. Den store Reflect turnering i England, hvor Saleem "Edddyy" Maroof tog førstepladsen, en såkaldt Master-begivenhed i Polen, Fighting Games Challenge, hvor Mu Jung "kkokkoma" Ming tog sejren, og en række mindre amerikanske kvalifikationer ligeså.
Dertil kommer en kvalifikationsturnering på dansk jord næste weekend, hvor Copenhagen FGC i samarbejde med Copenhagen Esport, afholder Demoman Dojo i Nørrebrohallen. Dette er den tredje Dojo-begivenheden i Danmark i år. Er man ikke lige i lokalområdet, er der dog også mulighed i Venezuela, Indien, England, USA, og så fremdeles.
Dette står i modsætning til Capcom, der stadig står med eksklusiv organisering af deres kvalifikationsturneringer. Bandai Namco har udtalt, at den nye struktur om Tekken World Tour skal være med til at styrke de lokale scener og fremvise de ukendte, men uden tvivl dygtige, spillere der ikke har råd eller mulighed for at rejse verden rundt til de store turneringer. Demoman Dojo tilskriver sig blandt andet dette etos, og inviterer derfor alle indenfor som vil prøve kræfter med Tekken 7.