Geert De Vos fra Altec Lansing havde taget to nye højtaler med, hvoraf deres nye "T612" var den mest interessante. Der var tale om verdens første iPhone højtaler/docking-station som både fungerede som musikafspiller og takket være den indbyggede GSM-beskyttelse som højtaler for telefonen. Enheden har desværre en mangel som Altec Lansing også selv pointerede, nemlig manglen af en mikrofon, men dette går tilbage til Apple som ikke har inkluderet dette i udgangsporten. T612 leveres med en fjernbetjening så det er let at styre enheden på afstand. Den anden højtaler kaldet Soundblade er en transportabel højtaler som både kan køre på el og batterier, og egner sig derfor godt til at tage med rundt hvor man nu må have brug for en højtaler. Designet er inspireret/hentet fra Altec Lansings tidligere model, iM500, men har som noget nyt, indbygget Bluetooth så du kan streame musik trådløst fra eksempelvis din mobiltelefon via A2DP-standarden. Soundblade er en tynd højtaler på kun 2cm, og vejer heller ikke meget med sine kun 455g. Det er umiddelbart noget man kan høre på lyden, der ikke er så bombastisk og omfavnende som man kunne ønske. Til gengæld er den lille og ganske nydelig at se på. Soundblade har en vejledende udsalgspris på 799 kr. og T612 kommer til at koste 1.499 kr.
Fra Plantronics havde man hentet Saul Matthews ind for at fortælle om et par nye headsets, samt et nyt spin på en gammel hovedtelefon-model. Det første af de to nye headsets var Plantronics nye trådløse headset .Audio 920 som bygger bro over et hul der har eksisteret alt for længe. Bruger du et headset både til din mobiltelefon og programmer på din computer, som eksempelvis Skype, skal du sidde og skifte imellem de to hele dagen. Samtidig overtager headsettet fuldt kontrol over lyden når du bruger det med computeren, og fanger derfor enhver lyd som din computer måtte spytte ud - ikke særlig hensigtsmæssigt. Med .Audio 920, får du først og fremmest en løsning der fungerer både med mobil og skype, men også et headset som ved hjælp af sin egen modtager, går uden om "lydsystemet" i Windows, og dermed undgår at andet end samtalen går igennem. Ganske smart.
Det andet headset var Plantronics nye Voyager 855-headset som bygger videre med de tidligere modeller men med et par nye tiltag. Plantronics har indbygget et "slide-modul" direkte på headsettet, så i stedet for at trykke på en knap, kan man nu lige skubbe slide-modulet ud, for på den måde at tage et opkald, præcis som med en slidetelefon. Når man stopper opkaldet igen, skubber man slidemodulet tilbage. Det har desuden den fordel at mikrofonen kommer lidt tættere på munden. En sidste smart detalje ved Voyager 855, er at der følger en ekstra øre-bøf med, og ved hjælp af en lille bøjle, så den også sidder bedre på øret, får man nu et stereoheadset i stedet. Det bliver nemmere at høre hvad der bliver sagt i den anden ende, og man har nu mulighed for at høre trådløs musik i stereo over Bluetooth. Voyager 855 har en vejledende pris på 819 kr. Prisen på .Audio 920 er endnu ikke fastsat.